Mandagskommentaren: Sådan én har vi også herhjemme

Af Ejvind Olesen



Hej, var det ikke samme type, som SAS havde så meget bøvl med? Jo, altså kører vi historien på det. Flyulykke i USA, 48 dræbt ved flystyrt. SAS har den samme flytype!

En ny generation. Javel, men har Widerøe ikke lige fået Q 400 New Generation? Jo, så kører vi historien på det. SAS har den også.



I journalistikken i dag er intet nemmere end at sætte søgeren på Dash 8 Q 400 – og det vælter ud med informationer. Hvorfor er det ikke nok, at et fly er forulykket og alle ombord er omkommet? Hvorfor skal historien altid have en vinkel hjem til vores egne – og gøre passagerer bange? De færreste passagerer aner i øvrigt, hvilken flytype, de flyver med.



Sådan er det bare. Ikke mindst nu, hvor nettet på sekunder opdaterer. Og Bombardier fabrikkerne er ikke just uden skyld, når man tænker tilbage til tre SAS havarier med denne flytype, som indtil havarirapporterne foreligger allerede har kastet over en milliard kroner af sig i erstatning til SAS. Vel, det var de allerførste af typen, men alligevel.



Det har bare ikke en pind med ulykken i USA at gøre. Den indtraf i luften. De andre under selve landingen. Da Airbus A 320 som en vandflyver landede på Hudsonfloden forleden, hvem spurgte så om ejerforhold af samme flytype i Danmark? Og dem er der mange af.



Da jeg i november var på besøg hos Bombardier i Montreal, fik topledelsen røde ører, hver gang vi nævnte havarierne i Danmark. De afventer fortsat havarirapporterne fra København og Litauen, men de erkender en del af skylden.



Ellers havde de næppe heller godkendt millarderstatningen til SAS – om end der fulgte en fed ordre med, primært på CRJ 900 jet, hvor de første af en serie allerede er ankommet.



Problemet med en flyulykke er, at der næsten altid går så lang tid inden den endelige opklaring, at katastrofen og dens følger er gledet i baggrunden. I langt de fleste tilfælde er det menneskelige fejl i luften eller på landjorden. Eller vejrliget. Er det til gengæld en fabrikationsfejl, sættes alle fly på jorden, indtil opklaringen og fejlen er udbedret.



Hvis der sker et uheld med en Skoda i Silkeborg. løfter alle Skoda-ejere øjenbrynene. Alligevel går de ud og sætter sig i deres bil næste dag.



Muligvis er Q 400 skyldig i Buffalo katastrofen. Muligvis havde katastrofen helt andre grunde. Vent med at dømme – antydningen kan være lige så slem som kendsgerningerne.

Skrevet af