Mads Stendorf Hansen startede fra årsskiftet som ny direktør i Danhostel. PR-foto.

Danhostel genansætter tidligere direktør

Mads Stendorf Hansen er ny direktør for vandrehjemskæden Danhostel, som han også kortvarigt stod i spidsen for i 2020.

Fra årsskiftet kom 54-årige Mads Stendorf Hansen tilbage til Danhostel som ny direktør for brancheforeningen, der i øjeblikket har 60 medlemmer i Danmark.

Mads Stendorf Hansen, der kommer fra job de seneste to år som kultur- og fritidschef i Aabenraa Kommune, stod kortvarigt i spidsen for Danhostel i 2020. Dog med titel af sekretariatschef. Danhostel skulle have en ny førstemand, da Ole Andersen efter fem år som administrerende direktør for Danhostel, valgte at stoppe. Ole Andersen har siden 2021 været administrerende direktør for Dyrehavsbakken.

Siden 2020 har Allan Schmidt været sekretariatschef hos Danhostel, men han stoppede sidste år for at blive chefkonsulent i Dansk Industri.

Fokus på manglende arbejdskraft og ændre kundeadfærd
Når Mads Stendorf Hansen sætter sig i direktørstolen, bliver de med fokus på en række, ifølge ham, væsentlige udfordringer, som overnatningsindustrien står med generelt, fortæller han i en pressemeddelelse.

”De seneste år med global pandemi efterfulgt af økonomisk krise og mangel på arbejdskraft har naturligt medført, at mange af vores hostel står med en del udfordringer, som vi nu i fællesskab vil forsøge at løse. Vi er derudover en del af en branche i hastig forandring; kunderne ændrer forbrugsadfærd, digitaliseringen gør at vi skal skærpe blandt andet vores markedsføring.”

Han peger også på forandringer i det lokale erhvervsliv i små byer som udfordringer, der skal håndteres.

Nytænkning påkrævet
For at kunne nå i mål med de visioner, kræver det ifølge Mads Stendorf Hansen, at Danhostel går nye veje. Det handler blandt andet om at skabe nye alliancer i overnatningsindustrien:

”Jeg tror, at det i fremtiden vil blive endnu vigtigere at søge nye alliancepartnere, tværgående samarbejder og i det hele taget arbejde for et større fællesskab blandt aktørerne i vores branche og i lokalområderne. Vi kommer til at skulle tænke nyt ikke mindst for at imødekomme den nye type af gæster, som venter forude,” siger han.

 

Relaterede artikler:

Danhostel mister igen københavnsk medlem

Københavns nye kæmpehostel øger byens kapacitet

Ny direktør for tre danske overnatningssteder