Danmark er svenskernes favorit

dansk turisme ferieTURISME: Over tre millioner gange fik Danmark svensk besøg i 2013. Dermed er Danmark svenskernes mest populære rejsemål fulgt af Spanien og Finland. Det viser ny undersøgelse fra svensk analyseselskab. Et stigende antal dagsrejser lander Danmark på førstepladsen.

Danmarks svenske naboer rejser i stigende grad til Danmark, når de skal på ferie. Det viser ny undersøgelse fra det svenske analyseselskab RESURS. Svenskerne besøgte Danmark 3.076.000 gange i 2013, en stigning på 4.4 pct. siden 2012.

”I de seneste år har det svenske marked været i en god udvikling. Det er igen blevet billigere at tage til Danmark. Det har vi udnyttet i markedsføringen, og det er dejligt, at undersøgelsen nu bekræfter, at Sverige ikke er længere er et marked med potentiale, men et marked i god vækst,” siger markedschef Peter Krusborg, VisitDenmark Sverige.

Lidt over halvdelen af svenskernes rejser til Danmark er dagsrejser. Det skyldes, ifølge Peter Krusborg, at svenskerne med Øresundsbroen har let adgang til København.

Men svenskerne vælger også i stigende grad at overnatte i Danmark. Således steg overnatningstallet i 2013 ca. 6 pct. eller 110.000 flere overnatninger i forhold til 2012 ifølge Danmarks Statistik. I alt står svenskerne for 1,9 millioner overnatninger i Danmark. De foreløbige tal for 2014 indikerer, at der er grund til fortsat optimisme fra det svenske marked.

”Meget tyder på, at væksten på det svenske marked fortsætter. Men der er kamp om de svenske gæster, og derfor er det vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærrene. Den fælles turismemarkedsføring er vigtigere end nogensinde,” siger Peter Krusborg.

De svenske gæster kommer hovedsageligt fra Syd- og Vestsverige efterfulgt af Stockholm. Foretrukne transportmidler er bil fulgt af tog og fly. De fleste svenske overnatninger foregår på hotel, men også andre overnatningsformer som f.eks. feriehus er i fremgang.

Undersøgelsen er gennemført af det svenske analyseselskab RESURS og bygger på Rese- och Turistdatabasens interview med 24.000 svenskere. Ifølge undersøgelsen er Danmark svenskernes foretrukne rejsemål med 3.076.000 besøg. På andenpladsen ligger Spanien med 2.119.000 svenske besøg, og på tredjepladsen kommer Finland med 1.828.000 besøg fra Sverige.