Danmark vokser i Beijing

Beijing Airport Terminal 3

TURISME: VIP’er fra den kinesiske rejsebranche og rejsejournalister til præsentation af Danmark som rejsedestination i Beijing.

Seks gardere fra Den kongelige Livgarde leverede musikken til akkompagnement af piber og trommer og gav en Royal Experience i selskab med VisitDenmark, Wonderful Copenhagen, H.C. Andersen Fonden, Udvikling Fyn, SAS og Grønland og Færøerne.

Målet er flere kinesiske turister til Danmark. 30 VIP-turoperatører og 30 journalister var på gæstelisten til VisitDenmarks fremstød i Beijing.

Det fælles markedsføringsfremstød sker i forbindelse med Regentparrets og den hidtil største danske erhvervsdelegations besøg i Kina 24.-28. april.

”At Prins Henrik er til stede er et vigtigt signal til den kinesiske rejsebranche om, at vi er seriøse omkring vores arbejde med at få flere kinesiske turister til Danmark. Det har stor betydning, at turoperatørerne får lejlighed til at møde en repræsentant fra det danske Kongehus,” siger adm. direktør Jan Olsen fra VisitDenmark.

I 2013 steg antallet af kinesiske overnatninger i Danmark 30 procent.

”Konkurrencen om kineserne er hård, og det kræver markedsføring at få plads i turoperatørernes programmer, hvor turoperatørerne fortsat har stor indflydelse på, hvor kineserne skal rejse hen,” siger Jan Olsen.

I 2014 ruller VisitDenmark og en række partnere flere store fremstød i gang på det kinesiske marked.

”Og så står vi overfor at skulle lancere et større treårigt samarbejde med H.C. Andersen Fonden og Udvikling Fyn, hvor målet er at få flere kinesiske turister til at tage til Fyn,” siger Jan Olsen.

Partnere i fremstødet er VisitDenmark, Wonderful Copenhagen, SAS, H.C. Andersen Fonden, Udvikling Fyn, Erhvervs- og Vækstministeriet.

Regeringen har netop underskrevet samarbejdsaftale med Kina om turisme. Dansk Erhverv glæder sig over det nye samarbejde, der vil skabe grundlag for, at tiltrække flere kinesiske turister i Danmark.

I 2014 forventes over 100 mio. kinesere og i år 2020 over 200 mio. kinesere at rejse til udlandet. Samtidig er de kinesiske turister dem, der har det suverænt største forbrug på verdensplan.

”Dansk Erhverv hilser den nye turismesamarbejdsaftale med Kina velkommen. Over de seneste fem år er antallet af kinesiske overnatninger næsten tredoblet, og med den nye samarbejdsaftale er der udsigt til, at der kommer flere turismekroner for hoteller, transport, detailhandel, attraktioner mv.,” siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Susanne Nordenbæk.