Danmarks 7. største turistdestination

cykel-fur-par-limfjordenPartnerskabet Enjoy Limfjorden, der består af kommunerne Viborg, Lemvig, Struer, Holstebro og Skive har haft fremgang i turismen i 2014 og er nu Danmarks 7. største turistdestination målt på antal overnatninger.

Enjoy Limfjordens turismeomsætning er på 2,6 milliarder kroner svarende til cirka 3.770 årsværk, viser en frisk analyse fra VisitDenmark og Danmarks statistik.

Det seneste år har Enjoy Limfjorden haft en vækst i overnatninger på 4,2% til godt 1,9 millioner og overstiger dermed flere måske bedre kendte danske destinationer.

De mest populære overnatningsformer er feriehuse og campingpladser. De nye tal viser også, at antal overnatninger fra udlandet er steget betydeligt. Det tyske marked er steget med 5,7% og de norske og svenske markeder med henholdsvis 7,0 og 14,9%.

Formanden for partnerskabet, kommunaldirektør Claus Damgaard: ”Jeg tror det kommer bag på flere, hvor meget turismen betyder i vores område. Enjoy Limfjorden har eksempelvis flere overnatninger og større turismeomsætning end mange kendte destinationer. Det skal vi fortælle, så vores område også bliver bemærket på nationalt plan”.