Efter lokalplan for udvidelse af Radisson Scandinavia-hotel nu er på plads og den offentlige høring overstået, er det op til den norske ejer af kæmpehotellet, om der skal investeres ca. en halv milliard kr. i udvidelsen.
Bevilges pengene, vil det bringe 4-stjernede Scandinavia op fra sine 542 værelser til 992 – en forøgelse med 450. Hertil kommer bl.a. flere mødelokaler. Dermed bliver Scandinavia det største hotel i Norden. Den titel indehaves i dag af lavpriskæden Cab Inns hotel Metro i Ørestad med 710 værelser, det åbnede i al stilhed sidste efterår. Men Metro-hotellet må næste år afgive titlen som Nordens største hotel til sin kommende næsten-nabo. I andet kvartal af 2011 åbner Bella Center sit nye 4-stjernede hotel til 1,6 milliarder kr. med 814 værelser. Hotellet får lige så mange navne som en kongelig, nemlig Bella Sky – Comwell Hotel Copenhagen.
Men går ekspansionsplanerne som ventet for Scandinavia-hotellet, kan det allerede i 2013 stå udbygget som Nordens største hotel.
Direktør for Scandinavia-hotellet, og årets 50 års jubilar, Radisson Blu Royal-hotellet i centrum af København, Roy Kappenberger, siger til Take Off:
”Efter lokalplanen er gået igennem, kan vi nu indgive ansøgning for byggetilladelse; det er et godt tidspunkt at udvide på, lav rente, ledige håndværkere – men ejeren af Scandinavia-bygningen, skal tage beslutningen, Radisson Blu driver hotellet på en managementkontrakt. Jeg ser udvidelsen som det eneste rigtige. Scandinavia ligger centralt, tæt på city og metroen.”
Planen for udvidelsen af Scandinavia er todelt – der skal der bygges ti etager oven på de nuværende 25, dermed bliver hotellet næsten 1/3 højere. Der bliver 260 værelser i overbygningen – de øvrige af de 450 nye værelser skal ligge i en bygning, hvor hotellets p-plads i dag er. P-pladserne kommer herefter i en ny p-kælder.
”Som led i udbygningen af Scandinavia har det været vigtigt for Københavns Kommune, at der også kommer en ny ”facade” på Scandinavia,” siger Roy Kappenberger.
Som tommelfingerregel koster et nyt hotelværelse ca. en mio. kr. Dermed vil udvidelsen af Scandinavia koste ca. en halv milliard kr. – og give mindst 50 nye arbejdspladser.