Thomas Wandahl, der med sin familie bor syd for Malmø, er ny administrerende direktør for Vikingbus. PR-foto.

Danmarks største busselskab skifter topdirektør

Vikingbus fik ved årsskiftet ny administrerende direktør. Thomas Wandahl, der kommer fra tilsvarende job i Falck Global Assistance, afløser Mogens Pedersen, der fortsætter i direktionen.

Da Vikingbus blev oprettet i 2020 – og godkendt af Konkurrencerådet året efter – var det med Mogens Pedersen som administrerende direktør. Han var en af de fire direktører fra de fire busselskaber, der stiftede Vikingbus. Den nordiske investeringsfond Polaris ejer 60 procent af Vikingbus, mens de fire stiftere – Egon’s, Larsenbus, Papuga og Papuga Bus – har de resterende 40 procent.

Nu skifter Vikingbus, der i dag tæller 17 rullende varemærker, administrerende direktør. Det skete i forbindelse med årsskiftet, oplyser Vikingbus i en pressemeddelelse.

Thomas Klüver Wandahl tiltræder stillingen som administrerende direktør i Vikingbus. Han kommer direkte fra Falck Global Assistance, hvor han har været de seneste syv år – først som kommerciel direktør, siden som senest administrerende direktør.

Som administrerende direktør afløser Thomas Wandahl den hidtidige, Mogens Pedersen, der fortsætter i direktionen for Vikingbus.

I oktober sidste år fik Vikinghus også ny økonomichef i form af Stig Frimann Poulsen, der har en revisorkandidat fra SDU og en HD i revision og økonomi. Han kom til Vikingbus fra stilling som Group CFO i Allianceplus, der leverer facility-løsninger i Danmark. Hér havde han ansvaret for finans, indkøb og IT, oplyste Vikingbus.

20 års international ledelseserfaring
Thomas Wandahl har over 20 års international ledelseserfaring fra blandt andet transport- og teleindustrien. Han har haft ledende stillinger i virksomheder som SAS (hvor han blandt andet har været chef for SAS EuroBonus), TDC, teleselskabet 3, ligesom han har været administrerende direktør for mobilselskabet Telmore, oplyses det.

Thomas Wandahl er uddannet fra Copenhagen Business School (Master i international marketing, ifølge hans Linkedin-side) og har også gennemført lederuddannelser på IMD i Schweiz og Cranfield Business School i Storbritannien.

Vikingbus’ bestyrelsesformand, Søren Jespersen, siger i pressemeddelelsen, at Thomas Wandahl er den helt rette til at fortsætte væksten for Vikingbus som én samlet virksomhed samt styrke busselskabets strategiske position på markedet i de kommende år.

”Thomas kommer med en stor faglig værktøjskasse og et stærkt kundefokus kombineret med en stor forståelse for drift og forretningsudvikling. Vi er i bestyrelsen sikre på, at han med sin moderne ledelsesstil og stærke kompetencer kan styrke vores position og indfri det store markedspotentiale,” siger Søren Jespersen.

 

Relaterede artikler:

Dansk rejsebureau skifter navn

Stor rejsegruppe overtager endnu en rejsearrangør

Kapitalfond overtager fire danske turistbusselskaber