Visualisering af en del af Fantastiske Asien. (Illustration: Dan Pearlman Group | Odense Zoo | PR)

Dansk attraktion vil udbygge 9.000 kvadratmeter

Odense Zoo er nu klar til at tage næste skridt i havens største anlægsprojekt siden åbningen i 1930. Det bliver et nyt område, der har Asien som tema og et budget på 180 millioner kroner.

Pansernæsehorn, gibbonaber, asiatiske oddere, asiatiske vortesvin, næsehornsfugle og asiatiske ugler er nogle af de dyr, som gæsterne i Odense Zoo vil kunne opleve på nært hold, når den fynske attraktion slår dørene op til et helt nyt område.

Det får navnet Fantastiske Asien og bliver den fynske zoologiske haves hidtil største anlægsprojekt, da det vil være på omkring 9.000 kvadratmeter og have et budget i omegnen af 180 millioner kroner. Udover etableringen af det nye område vil det eksisterende tigeranlæg også blive udvidet.

Odense Zoo har haft Fantastiske Asien på tegnebrættet i en årrække, hvor projektet er blevet modnet og har været igennem dét, der beskrives som en omfattende udviklingsfase. Nu har man dog rundet en markant milepæl, da den arkitekt, som skal udvikle området, er blevet udpeget.

Tysk tegnestue vandt
Som led i udviklingen af det nye område har Odense Zoo afviklet en arkitektkonkurrence, hvor en del tegnestuer bød på opgaven. De blev vurderet af et bedømmelsesudvalg bestående af repræsentanter fra Odense Zoo, Odense Kommune samt forskellige eksterne arkitektfaglige eksperter.

Udvalget udpegede tre kandidater, der gik videre og kom med deres bud på, hvordan det 9.000 kvadratmeter store område skal indrettes. Det endte med at være det tyske design- og arkitektfirma Dan Pearlman Group, der løb med sejren.

Selskabet specialiserer sig i oplevelsesdesign og har tidligere udviklet såvel konkrete projekter som fremtidsplaner i en række lande. Det drejer sig blandt andet om anlæggene Islands i Chester Zoo, Wasserwelten i Zoo Osnabrück samt Yukon Bay i den zoologiske have i Hannover.

Udgangspunktet er blevet stærkere
Bestyrelsesformand Carsten Hansen er tilfreds med, at man nu kan tage endnu et skridt i udviklingen.

”Det har været afgørende for os at finde den rette samarbejdspartner til at omsætte vores høje ambitioner til et konkret projekt. Det har Dan Pearlman Group vist, at de kan, med et forslag, der kombinerer både høj dyrevelfærd, stærke oplevelser og rum til formidling.”

”Vi har nu et projekt, der giver os et langt stærkere udgangspunkt for den videre fundraising og udvikling. Det er en vigtig milepæl på vejen mod at gøre Fantastiske Asien til virkelighed.”

Odense Zoo har været inde i en god stime, hvor der de seneste fire år i streg er blevet sat besøgsrekord. Sidste år slog 557.595 gæster vejen forbi haven, der åbnede i 1930. Peter Rahbæk Juel (S), der er borgmester i Odense Kommune, hæfter sig ved attraktionens betydning for byen.

”Odense Zoo er en vigtig del af Odenses status som en fantastisk oplevelses- og kulturby, og parken har en dyb folkerod her i Odense. Derfor er det vigtigt, at den også udvikles og forskønnes, så børn, unge og familier fra både Odense og resten af verden fortsat vil besøge den.”

 

Relaterede artikler:

Endnu en rekord til Odense Zoo

Attraktion afslører: Blev den bedste nogensinde

Første zoo med grøn certificering