Dansk BA-partner ikke ramt af flykaos

LUFTFART: Danske Sun-Air, der flyver som British Airways-partner, blev ikke berørt af weekendens kaos i BA’s to største lufthavne, Heathrow og Gatwick. Nærmest alle BA-fly blev aflyst, hvilket ramte tusindvis af rejsende, der måtte sove i lufthavnene.

”Weekendens problemer hos British Airways har ikke påvirket os – Sun-Air flyver ikke så meget i weekender,” siger Kristian Tvergaard, kommerciel direktør i danske Sun-Air med hovedbase i Billund Lufthavn, i går til standby.dk

British Airways fik lørdag IT-nedbrud, der påvirkede alle Oneworld-medlemmets fly til og fra dets to primære lufthavne, Heathrow og Gatwick. Nedbruddet betød aflysning af nærmest alle flyvninger, selv om mange langruter søndag kom af sted – med forsinkelser.

British Airways’ IT-problemer påvirkede også selskabets flyvninger til og fra Danmark, hvor der ud over København også flyver til Billund Lufthavn.