Dansk gastronomi er solid topscorer

noma_2014_food_1Den nordiske bølge inden for gastronomien er flere gange spået en kort levetid, men nu er det markeret, at den lever i bedste velgående.

Med Nomas genkomst som verdens bedste restaurant og Geranium som nr. 42 – tre pladser bedre end sidste år – og blot halvanden måned efter, at 15 danske restauranter hentede 17 Michelin-stjerner er den solide position klart markeret.

”Kæmpe tillykke til Noma og Geranium. Kåringer som denne søger det nye og det anderledes. Derfor vidner det om høj, høj kvalitet, at Noma vender tilbage som verdens bedste, og at Geranium går frem på ranglisten for tredje år i træk. Dette sammenholdt med det høje antal Michelin-stjerner vidner om, at det trods økonomisk krise er lykkedes at fastholde et meget højt gastronomisk niveau”, siger Katia K. Østergaard, adm. direktør i Horesta.

”Sådan en succes kommer ikke af sig selv, og den fortsætter ikke uden en målrettet indsats. Mange af de bedste restauranter har i flere år overlevet takket være passion for at skabe unikke oplevelser. Men skal det fortsætte, er der behov for, at det bliver mere økonomisk attraktivt at drive restaurant”, tilføjer Katia K. Østergaard.

”Et kæmpe tillykke til Noma, som har gjort det igen”, lyder det også fra VisitDenmark. ”Det har enorm betydning at have verdens bedste restaurant. Ikke mindst for et land som Danmark, som ikke er særlig kendt i den store verden. Nu gælder det om at udnytte situationen og vise, hvad Danmark ellers har at byde på”, siger international projektchef Maria Haugaard Barslund, VisitDenmark.

Den store opmærksomhed om dansk gastronomi er vigtig for turismen. En tredjedel af de udenlandske turister har maden som et motiv i sig selv for at besøge Danmark, og otte ud af ti udenlandske turister spiser ude mindst en gang under deres ferie i Danmark.