Fra et tidligere Dansk Golfshow i Messecenter Herning under Ferie for Alle. Arkivfoto: Lars Møller for MCH.

Dansk Golfshow slår et slag for julemærkehjemmene

Under Ferie for Alle 21-23. februar i MCH er Golf igen et af fem udstillingsområder. På Dansk Golfshow deltager flere rejsebureauer – og julemærkehjemmene er messens velgørenhedspartner.

Camping, Danmark, Dansk Golfshow, Outdoorshow og Udland (Hal G og M) er igen i år de fem primære fokusområder under Ferie for Alle i weekenden den 21.-23. februar i MCH Messecenter Herning.

Dansk Golfshow i Hal L har blandt sine udstillere i år udstyrsfabrikanter, rejsebureauer og forskellige golfshops – og samlet skal der via en række initiativer på Dansk Golfshow samles ind til julemærkehjemmene. Det skriver MCH i en pressemeddelelse.

Dansk Golfshow er arrangeret i samarbejde med PGA of Denmark. Som noget nyt i år, oplyses det, har Danish PGA indgået samarbejde med julemærkehjemmene, og det samarbejde støtter Ferie for Alle. Derfor er julemærkehjemmene messens velgørenhedspartner i 2025, oplyses det.

Steffen Jacobsen, daglig leder af PGA of Denmark, siger i pressemeddelelsen: ”Det giver fantastisk mening for os at have et samarbejde med julemærkehjemmene, fordi børnene, der er på hjemmene, er i mistrivsel af forskellige årsager, og golf kan måske blive en hjælp for nogle af børnene til at få det bedre. Det ville være et drømmescenarie.”

Lørdag eftermiddag holder PGA en velgørenhedsauktion, hvor alle pengene går til Julemærkehjemmene.

55.000 besøgende og 1.000 udstillere
Johnny Tang Frandsen, projektleder for Skandinaviens største rejsemesse – Ferie for Alle, har tidligere oplyst til Standby.dk: ”Vi forventer igen omkring 55.000 besøgende og over 1.000 udstillere med udstillerrepræsenterede virksomheder til Ferie for Alle.”

Udland er igen i år i Hal G og Hal M. Blandt enten nye eller tilbagevendte udstillere i udlandshallerne er:

FDM Travel, Højmark Rejser (både skiferier men også sommer i Østrig), Magic Tours (rejsebureau under Ruby Travel Group med rejser til Disneyland Paris), Neckermann Nordic (den store tyske rejsearrangør Neckermann Reisen der netop er åbnet online på det nordiske marked), færgerederiet Stena Line og Aarhus Airport (normalt deltager kun Billund Lufthavn og Aalborg Lufthavn på Ferie for Alle)

 

Relaterede artikler:

Under 100 dage til Skandinaviens største feriemesse: Ferie for Alle

Vil sende danske golfturister til lille kanarieø

Udskyder igen københavnsk rejsemesse med et år