Small Luxury Hotels of the World har fået sit andet danske medlem hos Kølpin Hotels. Denne gang Helenekilde Badehotel i nordsjællandske Tisvildeleje. Dermed er fire danske hoteller med i SLH.
Helenekilde Badehotel med 27 værelser og suiter ud til Kattegat er nyt medlem af Small Luxury Hotels of the World (SLH) – et internationalt netværk af selvstændige luksushoteller med i snit 50 værelser, kendt for deres karakter, service og unikke gæsteoplevelser.
Det skriver Kølpin Hotels i en pressemeddelelse. Den danske hotelkæde købte i 2001 Helenekilde Badehotel i nordsjællandske Tisvildeleje. Kølpin Hotels tæller også flagskibet Sanders Hotel i København samt Roberta’s Society i Aarhus, et hostel- og hotelkoncept, der kombinerer design med fællesskab og tilgængelig luksus.
Sanders Hotel blev sidste måned medlem af Small Luxury Hotels of the World, der tæller cirka 700 luksushoteller i omkring 100 lande verden over. Ifølge SLH skal alle medlemshoteller gennemgå en årlig kvalitetskontrol med mere end 750 kontrolpunkter. Hotellerne betaler også et årligt kontingent til SLH.
I Danmark er også Nimb Hotel i Tivoli samt Park Lane Copenhagen i Hellerup medlem af SLH.
Stolte af medlemskab
I pressemeddelelsen om medlemskabet af Small Luxury Hotels of the World siger Bo Nylandsted Larsen, kommerciel direktør i Kølpin Hotels:
“Vi er utroligt stolte over, at Helenekilde Badehotel er blevet en del af Small Luxury Hotels of the World-familien.
Helenekilde har altid været et sted, hvor gæsterne kommer for at koble af og nyde god mad og ægte gæstfrihed. Medlemskabet af SLH er en naturlig forlængelse af vores vision og giver os mulighed for at introducere dette særlige sted til et endnu bredere internationalt publikum – uden at gå på kompromis med den varme og karakter, der har defineret Helenekilde Badehotel i generationer,” siger han.
Samarbejde med Hilton
I 2024 indledte hotelgiganten Hilton et partnerskab med SLH.
“Dette partnerskab med Small Luxury Hotels of the World styrker Hiltons tilstedeværelse i luksussegmentet,” sagde Hiltons koncernchef, Chris Nassetta.
Samarbejdet med SLH supplerer en række af Hiltons high-end-varemærker som Waldorf Astoria, Conrad og LXR. Hilton har mere end 20 hotelvaremærker.
Som led i aftalen kan de fleste SLH-hoteller bookes via Hiltons platforme, herunder af de mere end 250 millioner medlemmer af Hiltons bonusprogram, Hilton Honors, som også kan optjene bonuspoint ved ophold på SLH-hoteller.
Relaterede artikler:
Hotel Sanders tredje danske medlem af Small Luxury Hotels of the World

STANDBY.DK Nyt om rejser


