Dansk marketingchef forlader SAS

Det begynder for alvor at knibe med de danske forbindelser til toppen af SAS-ledelsen. En af de centrale skikkelser med salg og marketing, direktør Per Møller Jensen, forlader flyselskabet ved årsskiftet og vil indtil da løse en række specialopgaver i selskabet.

 

Per Møller Jensen er også manden, som ofte har været ansigtet udadtil både over for branchen og for pressen i Danmark. Arbejdet har været fordelt mellem kontorerne i Stockholm og i København. Noget som tilsyneladende ikke har været muligt i en ny organisation i salg- og marketingafdelingen i hovedkvarteret i Sverige.  Hele bonusprogrammet har ligget i hans regi.

 

Beslutningen om at fratræde blev taget efter grundig overvejelse for nogle dage siden, og derfor har de færreste mærket til, at han faktisk i lørdags kunne fejre sit 25 års jubilæum i SAS.

 

”Jeg har haft 25 fantastiske år i SAS og er nu parat til at prøve noget nyt. Der er ingen faste aftaler men flere bolde i luften. Jeg er fyldt 50, og skal jeg ud til andre opgaver, så er det nu,” siger Per Møller Jensen til takeoff.dk. ”Jeg stopper helt uden dramatik hurtigt i min nuværende funktion, men vi har aftalt, at jeg skal fortsætte resten af året med at løse en række opgaver,” slutter han.

 

I den nye organisation er stillingen ledig og vil blive besat eksternt.

Skrevet af Ejvind Olesen