Dansk rejsebureau blev næppe solgt af lyst

”Selv om vi ikke kender prisen, tvivler jeg på at DTF Group blev solgt af lyst. DTF havde megen varm luft i regnskaberne. Jeg har været efter dem i mine årlige analyser, men DTF har også haft år med sund indtjening. Men jeg tror ikke hovedaktionær Bent Jørgensen fik nogen nævneværdig pris ved salget,” siger Ole Egholm til takeoff.dk – han udgiver årlige analyser af økonomien i ca. 150 af de største danske rejsebureauer. I sin nyeste analyse var DTF på listen over de mest konkurstruede.

 

Fra årsskiftet overtager et datterselskab under svenske Stena Line danske DTF Group med 130 medarbejdere på rejsebureauer i bl.a. Hjørring, Aalborg og Århus. DTF er Danmarks tredjestørste kør-selv rejsebureau.

 
Det har længe været kendt at DTF Group blev forsøgt solgt. Efter frasalget for nylig af Check Point Travel i Århus, omfatter DTF Group i dag: DTF-Travel, Best Travel, Nemrejse.dk og tyske FeriDe.

 

DTF Group omsætter for ca. 400 mio. kr. om året, oplyser selskabet. I 2009 bookede 270.000 gæster rejser gennem et af DTF Groups selskaber. DTF er en forkortelse for Dansk Total Ferie.

 
Som led i aftalen med Stena Line stopper stifteren af DTF Group, 53-årige Bent Jørgensen. Kokkeuddannede Bent Jørgensen vil fremover koncentrere sig om bestyrelsesarbejde og sin restaurant ved Malaga ”Roca Tranquila,” der næste års optages i Guide Michelin.

 
DTF Groups nuværende direktør, Henrik Jørgensen, fortsætter som adm. direktør, oplyser selskabet.

 

Stena Line og Sembo beskrives af DTF ”som naturlig arvtager som mangeårig samarbejdspartner.” Sembos mål med købet af DTF er fremover at tilbyde kunder, der foretrækker ferie i bil, flere overnatningsmuligheder.

 
Jari Virtanen, adm. direktør i Sembo, understreger, at de to virksomheder vil forsætte som selvstændige varemærker, mens der skal samarbejdes om bl.a. IT-udvikling, produktion og administration. Med overtagelsen bliver Sembo femtestørste rejsearrangør i Sverige.

 
Sembo er et 100 pct. ejet datterselskab under Stena Line. Virksomheden har 50 ansatte i Helsingborg. Omsætningen var i 2009 på 360 mio. kr., da 120.000 rejsende bookede ferie gennem virksomheden.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten