Højmark Rejser, største varemærke i SkiGroup, får i starten af det nye år direkte fly fra Billund til Tyrol. SkiGroup har også købt endnu et østrigsk hotel og har dermed ni hoteller i alpelandet.
Efter en hård periode under corona-nedlukningerne, har Højmark Rejser fra SkiGroup atter god gang i salget. Skirejsebureauet, der har stærke rødder i østrigske Salzburgerland, øger den kommende vinter også fokus på Tyrol i form af rejsemålene St. Anton og Ischgl.
Majbritt Jensen, administrerende direktør i SkiGroup, koncernen bag blandt andet Højmark Rejser, siger i en pressemeddelelse:
”Højmark Rejsers to østrigske rejsemål i Tyrol er så populære, at vi den kommende vinter lancerer en direkte flyrute fra Billund Lufthavn til Gallen-Altenrhein i Schweiz i samarbejde med det østrigske flyselskab Peoples. Der flyves med Embraer 170-jetfly. Fra lufthavnen i Schweiz køres der i bus på halvanden time til St. Anton og små to timer til Ischgl.”
Flyrejserne gennemføres fra uge 2 til 10 og tilbyder udover ugerejser også i uge 2, 3 og 4 korte ture med afgang lørdag eller tirsdag fra Billund Lufthavn.
Hidtil har Højmark kun tilbudt sine jyske gæster fly til Salzburg, men stadig flere gerne vil flyve til Tyrol, siger Majbritt Jensen.
SkiGroup tæller udover Højmark Rejser, der udgør omkring halvdelen af forretningen, også Lion Alpin, Vinterly Skirejser (tidligere Team Benns Ski) og Onlineski.dk.
SkiGroup.dk forventer til årets skisæson at sælge mellem 45-50.000 skirejser, cirka det samme som før coronakrisen, til primært Østrig og Italien med gruppens rejsebureauer.
Køber “voksenhotel”
Samtidig har skirejsekoncernen netop sat en underskrift på købet af SkiGroups tredje hotel i Tyrol, nemlig Hotel Rosanna med over 100 senge i St. Anton.
”Hotel Rosanna vil blive solgt som et hotel til det voksne publikum over 15 år. Sommerbranchen har været utrolig dygtige til at segmentere på hotelkoncepter, det har vi skelet til ved købet af vores nye hotel,” siger Majbritt Jensen og fortsætter:
”Stadig flere gæster vil have et hotel der passer til deres behov, derfor vil vi fra starten gøre Hotel Rosanna til vores ”voksenhotel”.
Med nyerhvervelsen af Hotel Rosanna tæller antallet af SkiGroups egne hoteller nu ni fordelt på rejsemålene Ischgl, Schladming, St. Anton, Wagrain, Zauchensee og Zell am See.
Som noget nyt markedsføres SkiGroup-hotellerne under kædenavnet Alpeffect Hotels. ”Vores strategi om at drive flere egne hoteller i Alperne giver os stor fleksibilitet og gør det muligt at tilbyde vores gæster værdi for pengene,” siger Majbritt Jensen.
Relaterede artikler:
Oversøisk rejsebureau får europæisk lillesøster
Rejsebureau vil sende gæster med toget