Dansk SAS chef rykker til Stockholm

"Vi er flere, der bliver en del af en centraliseret ledelse i Stockholm. Og jeg er en af dem. Min opgave bliver i fremtiden at være chef for samtlige piloter og kabineansatte i SAS med udgangspunkt fra styrelsen i Stockholm, " siger direktør Flemming Jensen, SAS Danmark til takeoff.dk. 

Flemming Jensen har i den nugældende organisation været dansk chef for SAS Danmark i København. Den danske leder af de tekniske afdelinger med videre, Peter Møller, rykker også til hovedkvarteret, som leder af de samme afdelinger i hele SAS. 

Der ventes også at ske ændringer i salg og marketingafdelingen, hvor Per Møller Jensen er direktør i den danske afdeling. Det område skal også styres fra Stockholm. 

SAS ledere fra hele Skandinavien er kaldt til møde i Stockholm i eftermiddag, og den første del af det danske personale blev underrettet af Flemming Jensen her i formiddag.

Skrevet af Ejvind Olesen