Danske restauranter igen bedst i Norden

Restaurant Geranium er eneste danske spisested med 3 Michelin-stjerner. Den rykkede i år ni pladser op på listen over verdens 50 bedste restauranter. Foto: Claes Bech Poulsen.

TURISME: Danmark havde som eneste nordiske land restauranter på listen, da gastronomiens største gallafest i går blev holdt, hvor ‘World’s 50 Best Restaurants’ blev kåret. To danske kom på listen. Der spises årligt for milliardbeløb på de danske restauranter.

Ved kåringen i australske Melbourne fik to københavnske Michelin-restauranter Geranium (Danmarks eneste med tre Michelin-stjerner) og Relæ placering som hhv. nr. 19 og nr. 39. På sidste års liste var Geranium nr. 28, mens Nørrebro-restauranten Relæ var nummer 39.

Danmark er eneste nordiske land med restauranter på Top 50, og hos Horesta glæder man sig: ”Geranium og Relæ er med til at sætte Danmark på gastronomiens verdenskort. At vi som eneste land i Norden kan bryste os af pladser på listen siger utrolig meget om den danske madscene”, siger Horestas adm. direktør, Katia K. Østergaard.

Sidste års femteplads, københavnske Noma, var helt uden for listen i år. World’s 50 Best Restaurants så bort fra restauranten, da den er midlertidigt lukket pga. flytning. Det samme gjorde Guide Michelin, da de i slutningen af februar uddelte årets stjerner.

Trods navnet kårer World’s 50 Best Restaurants også restauranter fra 51-100. Her fandt en ny dansk restaurant vej til det fornemme selskab. Restaurant Kadeau i København kom ind som nummer 94.

Verdens bedste restaurant blev Eleven Madison Park i New York, fulgt af sidste års vinder, Osteria Francescana i norditalienske Modena, mens El Celler de Can Roca fra nordspanske Girona blev nummer tre.

Mange madturister

Mad spiller en vigtig rolle for turisternes besøg i Danmark. VisitDenmark oplyste sidste år, at en ud af ti udenlandske storbyturister rejser til Danmark pga. finere gastronomiske oplevelser. Samlet bruger danske og udenlandske turister i Danmark 12,5 milliarder kr. på restaurantbesøg, hvilket udgør 14 pct. at den samlede turismeomsætning på 91,9 mia. kr., hed det.