Danskere dropper træning på ferien

68% af danskerne undlader at hoppe i træningstøjet, når de er på ferie, og giver dermed Danmark en bundplacering sammenlignet med andre lande, viser en undersøgelse fra momondo.dk.

Undersøgelsen er foretaget i Australien, Canada, Danmark, Finland, Holland, Norge, Sverige, Storbritannien og USA: “Mange danskere dyrker regelmæssig motion i hverdagen, men vi vil gerne holde helt fri når vi tager på ferie. Vi nyder lidt mere rødvin og god mad og tænker mindre på motion og de daglige rutiner,” siger Lasse Skole Hansen, momondos danske presseansvarlige.

9% af danskerne træner hver eller hver anden dag på ferien, og 17% træner måske en eller to gange i løbet af hele ferien. Det er særligt kvinderne, der dropper træningen på ferien. 74% af kvinderne angiver, at de ikke træner på ferien sammenlignet med 61% af mændene.

25% af finnerne angiver, at de træner en eller to gange på ferien, mens 18% træner hver eller hver anden dag. 50% af finnerne træner ikke på ferien. Sammen med amerikanerne er finnerne de folkefærd, hvor flest hopper i træningstøjet på ferien.

59% af svenskerne angiver, at de ikke træner på ferien, hvilket er 9 procentpoint færre end danskerne, og for nordmændene gælder det 57%.