Danskere flyver til Nordlys i Lapland

nordlysI dag åbner den direkte flyrute mellem København og Kiruna i svenske Lapland for sæsonen.

På under 2,5 timer er det muligt for danskerne at nå frem til Nordlys, kørsel med rensdyr, arktiske landskaber og verdensberømte Icehotel. Effekten af flyruten, som havde premiere sidste år, kan tydeligt ses på besøgstallene i Kiruna, der sidste år var mere end fordoblet, oplyser VisitSweden.

Besøgstallene steg for de danske overnatninger med 118% i forhold til året før.

”Vi ved, at halvdelen af danskerne gerne vil opleve Nordlys, og nu kan det lade sig gøre på under 2,5 time non-stop. Det betyder, at et af de allerbedste steder i verden er inden for overskuelig afstand, og det har danskerne taget rigtig godt imod,” siger Anna Kron Boysen, PR Manager hos VisitSweden.

Hun peger desuden på det smukke arktiske landskab, det legendariske Icehotel, fantastisk skiløb, særligt off-piste og heli-skiing, ved Björkliden og Riksgränsen som solide attraktioner.

”Går man efter en ekstraordinær naturoplevelse, er vinter-safari noget helt særligt. Turen kan strække sig over én eller flere dage på snescooter, i rensdyrkane eller hundeslæde. Der er også mulighed for at komme helt tæt på Europas sidste nulevende urbefolkning, samernes, traditionelle levevis og fascinerende historie,” oplyser Anna Kron Boysen.

Ruten flyves direkte hver torsdag og søndag i perioden 6. februar til 13. april med SAS.