Danskere og svenskere rejste rekordmeget

Skånes Dyrepark.

Skånes Dyrepark.

Der blev sat flere rekorder på Øresundsbron, og interessen for attraktioner og destinationer på den anden side af sundet stiger. Det viser danske og svenske rejser over Øresundsbron i løbet af sommeren 2016.

Hvert år laver Øresundsbron en opgørelse over sommertrafikken over broen, og ser nærmere på, hvad folk har valgt at lave på den anden side af sundet. I sommeren 2016 har danskere og svenskere i højere grad valgt ferie over sundet, og på Øresundsbron har det medført flere nye rekorder.

I juli blev der sat rekord i antal køretøjer på et døgn med 31.483 gennem betalingsanlægget den 30. juli. På årsgennemsnit passerer cirka 20.000 køretøjer i døgnet. I juli blev der også sat månedsrekord, da der blev kørt 834.534 ture i hele måneden. Samtidig blev der også sat rekord for antal nye BroPas-kunder, da 10.000 tegnede en fritidsaftale. Biltrafikken steg med 6,3% i juni, 3,8% i juli og 5,9% i august sammenlignet med samme måneder sidste år.

Hvad laver svenskere og danskere så, når de kører over og besøger hinanden? Det får man en indikation af, når man ser de tilbud, som bruges i kundeklubben Club BroPas. Her er de traditionelle destinationer stadig i top. Svenskerne besøger Bakken og Tivoli. Danskerne fokuserer på madindkøb og hotelovernatning, men tager også på familievenlige udflugter til Skånes Dyrepark og Tosselilla Sommerland.