Danskerne booker atter dyre hoteller

Finanskriseåret satte sit spor på danskernes rejseaktivitet. Langt flere valgte et hotel med tre stjerner. Nu ser billedet radikalt anderledes ud. Det viser en ny opgørelse fra Apollo over bookingmønstret for den kommende sommersæson.

”2009 viste en markant stigning i antallet af gæster, der valgte hoteller med tre stjerner. Man ville ud at rejse, men man kunne nøjes med mindre. Men booking-tendensen for sommeren 2010 viser, at fire, fem og seks stjerner igen er i høj kurs. Omkring 40 % af samtlige bookinger for sommeren 2010 gælder hotel med fire, fem eller seks stjerner mod 30 % i fjor,” konstaterer adm. dir. hos Apollo, Jan Lockhart.

De gæster, der hovedsageligt booker de dyrere rejser, kommer fra Århus, Aalborg, Frederiksberg i København og Nordsjælland.

 

”Vi ser en generel fremgang, hvad gælder hotelkategori, på alle destinationer. Tyrkiet og Spanien er de markante topscorere. Hvad gælder Mallorca og De Kanariske Øer vil 60 % have fire stjerner eller mere i år. Sidste år var det under halvdelen. Danskerne har fået optimismen tilbage,” siger Jan Lockhart.

I øvrigt har Apollo og Odense Boldklub indgået en aftale, der gør charterselskabet til en af de største samarbejdspartnere for den fynske topklub. Aftalen indeholder aktiviteter for talenthold, events samt markant synlighed i forbindelse med OB’s kampe.

 

”Det nye sponsorat med OB giver god mening, da Apollo som eneste charterselskab har sommerflyvninger ud af Odense Lufthavn. I år har vi to destinationer direkte fra Odense; Kreta og Bulgarien,” siger Jan Lockhart.

Fremover vil adskillige tusinde børn stifte bekendtskab med Apollo flere gange om året, når charterselskabet bliver en af sponsorerne for Øens Hold, hvor OB står i spidsen for et samarbejde mellem 100 lokale fodboldklubber. I Øens Hold-regi bliver der hvert år arrangeret stævner for hold fra hele landet, disse stævner får fremover navnet ”Apollo Cup”.

 

Aftalen indeholder også et hovedsponsorat for samtlige af OB’s talenthold.

 

Skrevet af Redaktionen