Danskerne klappede af Team Rynkeby

rynkeby parisVELGØRENDHED: Knap 1.000 cyklede med fra København til Paris, da Team Rynkeby for at støtte Børnecancerfonden havde sit store motionsløb. Crowne Plazas adm. direktør, Allan Agerholm, var blandt deltagerne.

”Fredag den 19. juli cyklede vi ind i Paris efter en helt fantastisk cykeltur en uge ned gennem Europa. Jeg var slet ikke klar over at der var så mange smukke steder, herregårde og slotte i Tyskland og Benelux,” fortæller Allan Agerholm og tilføjer:

”Hvad der dog var den største oplevelse, var på turens første dag at cykle ind på Rigshospitalet og blive mødt af nogle af de mindst syge børn og det dedikerede personale, som arbejder for at kurere deres sygdom.

Det var stort og gav en klump i halsen. Det fortsatte på vejen ud af København og ned mod første stop i Vordingborg, hvor fok stoppede deres biler i vejkanten for at give os en klapsalve med på vejen!”

Team Rynkeby ankom til Paris dagen før Tour de France sluttede.

16. august har Crowne Plaza-hotellet i Ørestad en særlig golfdag – også for at samle penge ind til Børnecancerfondens arbejde. Der er stadig ledige pladser.