Det store spørgsmål bliver, hvordan danskerne vælger at rejse i år, lyder det fra Dansk Erhverv. Arkivfoto fra Københavns Lufthavn: Henrik Baumgarten.

Danskernes rejseplaner udfordrer dansk turisme

Analyse fra Dansk Erhverv – foretaget før den russiske invasion af Ukraine – peger på, at danskerne vender tilbage til normale udlands-rejsevaner. Det bekymrer de danske destinationer.

En befolkningsundersøgelse, foretaget af Norstat for Dansk Erhverv, peger på, at danskernes rejsevaner forventeligt bliver normaliseret i år. Undersøgelsen er foretaget før den russiske invasion af Ukraine.

45 procent af danskerne forventer at holde sommerferie i udlandet i år, hvilket svarer til niveauet før coronakrisen i 2019. I alt har 2,6 millioner danskere sat næsen op efter en udlandsrejse til sommer. Samtidig er andelen af danskere, der forventer at holde ferie i Danmark til sommer på niveau med 2019, lyder det fra Dansk Erhverv.

Lars Ramme Nielsen, markedschef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, siger: ”Danskerne har opbygget en solid appetit på at komme til udlandet i sommer. Det er glædeligt, men vi skal også sikre, at de holder noget af deres ferie i Danmark, da den udenlandske efterspørgsel stadig ikke er fuldt tilbage. Det kræver en ekstraordinær markedsføringsindsats.”

Øget markedsføring er en del af Dansk Erhvervs nye politisk udspil med 11 forslag, som skal sikre at turismeerhvervene og kultur- og oplevelsesvirksomhederne kommer tilbage på sporet.

Mere krydstogtturisme
67 procent af danskerne forventer at holde sommerferie i Danmark i år, hvilket svarer til cirka 3,9 millioner danskere, viser Dansk Erhvervs undersøgelse. Til sammenligning holdt 82 procent af danskerne ferie i Danmark i 2020, det første år med coronakrisen.

”Danmark er et pragtfuldt ferieland. Vi bliver nødt til at fastholde og øge danskernes lyst til at holde ferie i Danmark. Især i hovedstaden er der brug for danske gæster, hvor der i år kommer til at åbne fem nye hoteller med godt 1.300 værelser. Og det oveni de mange nye hoteller, der er kommet til de sidste par år,” siger Lars Ramme Nielsen og tilføjer:

”Vi forventer fra påske og frem et fantastisk år i dansk turisme – og i København. Det forhold at krydstogtrederierne sejler uden om Skt. Petersborg, som følge af den russiske invasion af Ukraine, vil øge forbruget i København og resten af Danmark.”

Sidste år var der 51,5 millioner turistovernatninger i Danmark. Det var otte procent under 2019-niveau. Antallet af udenlandske overnatninger var 40 procent lavere, mens danske overnatninger var 26 procent højere end i 2019, oplyser Dansk Erhverv.

Relaterede artikler:

Ukraine-invasion lammer krydstogtbesøg i Rusland

VisitDenmark og Dansk Erhverv talte dansk turisme

”Meget på spil efter turbulente år i turistmaskinen”

“Vores ejer køber gerne flere store campingpladser”

Tivoli får mini-turpas til sine mindste gæster