DAT på vingerne for Coca Cola

DAT coca cola fly MDFLYSELSKABER: Danish Air Transport har vundet kontrakt om at levere fly i Coca Colas farver som de næste ni måneder flyver til 89 lande verden over for at promovere næste års VM-slutrunde i Brasilien. Med på flyet er FIFA-pokalen, der kæmpes om ved slutrunden.

FIFA-pokalen står forrest i DAT-flyet. Selve guldpokalen kan kun berøres af statsoverhoveder og det vindende landshold efter slutrunden næste år i Brasilien.

Standby.dk var sidst i august først med nyheden om, at DAT havde vundet kontrakten om Coca Cola-turen.

DAT-flyet er nu i gang med ni måneders rundtur til 89 lande på en flyvning som svarer til to gange jorden rundt.

Der er 40 passagersæder i flyet, 16 til særlige gæster og 24 til teamet bag flyvningen. Ud over Coca Cola-spidser også bl.a. flymekaniker fra DAT. DAT-besætningerne udskiftes hver måned.

Det er tredje gang Coca-Cola og FIFA gennemfører en verdensrundtur forud for en VM-slutrunde.

Flyet startede sin rundtur sidst i september i Atlanta, hovedstad i USA-staten Georgia, Atlanta er også hovedkvarter for Coca Cola.

Første flyvning havde DAT’s adm. direktør, Jesper Rungholm, som kaptajn – turen med OY-RUE gik til Costa Rica.

”Det var min første erfaring med Atlanta, verdens travleste lufthavn, så jeg var spændt. Men utroligt flinke flyveledere i Atlanta gjorde det nemt: “Give way for the Coca Cola MD”. Vi fik masser af opmærksomhed.  Efter tre en halv time i strålende sol over Key West og Havana, oplevede vi en fantastisk modtagelse i San José i Costa Rica. Her gik alt i stå da vi ankom,” siger Jesper Rungholm.