Masser af problemer for SAS

Aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank har set nærmere på SAS’ situation efter fremlæggelsen af det seneste kvartalsregnskab, hvoraf det fremgår, at omsætningen blev 37.854 mio. DKK mod 36.624 mio. DKK i samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på 3,4%. Antallet af passagerer steg med 6,2%. til 31,1 millioner, skriver epn.dk.

SAS regner med, at Dash-krisen vil koste mellem 480 og 560 mio. DKK, og selskabet oplyser, at man først regner med at være fuldt ud på plads med driften efter Dash-krisen, i løbet af andet halvår  2008.

Resultat før skat blev 431 mio.DKK i tredje kvartal mod 632 mio. DKK året før. Det svarer til en indtjening pr. aktie på beskedne 0,09%.

Men det er ikke de fejlramte Dash-fly, der alene er årsag til et svagt regnskab:
”Indtjeningen ser ud til at være svagere end forventet. Det lader til at være over en bred kam”, siger Jacob Pedersen til epn.dk.

SAS-ejde Spanair har vanskeligheder på det spanske marked, der er præget af voldsom konkurrence og hertil kommer et belastende samarbejde med flyselskaberne Lufthansa og British Midland, som kostede 240 mio. svenske kr. i tredje kvartal.

”Hvis man sammenholder det med et resultat på 608 mio. svenske kr. i tredje kvartal, ville de 240 mio. svenske kr. pynte betydeligt”,” siger Jacob Pedersen.

Alligevel tror han at SAS vil komme styrket igennem 2008, hvis man undgår problemer. De stigende brændstofpriser vil dog belaste SAS, som regner med en ekstraudgift mellem 11 og 13,5 mia. svenske kr.

”Det betyder noget på bundlinjen, men er ens for alle selskaber, og jeg venter, at SAS er i stand til at kompensere ved at lade billetpriserne stige”, siger Jacob Pedersen.

Skrevet af