Rejsebureau overtager rejsebureau

”Med overtagelsen af Storstrøms Rejsebureau styrkes vores position i Sydsjælland, Lolland og Falster,” siger adm. direktør i Trumf Rejser, Torben Simonsen. Han understreger, at det var et krav for overtagelsen, som der ikke gives nogen pris på, at grundlægger og ejer af Storstrøms Rejsebureau, Lis Nielsen, fortsætter.



Storstrøms Rejsebureau i Tappernøje har 23 års erfaring i salg af privat – og erhvervsrejser, oplyser bureauets hjemmeside. Direktør Lis Nielsen var inden hun oprettede rejsebureauet i bl.a. DSB Rejsebureauer og Bennett BTI erhvervsrejsebureau, det nuværende BTI Nordic.



Trumf Rejser tog i september springet fra det sydsjællandske – der er kontorer i Ringsted, Slagelse og Næstved – og overtog de lokaler på Lyngby Torv, hvor Poul Erik Madsens ABC Rejser havde haft til huse.



Det overskudsgivende Trumf Rejser har en årsomsætning på 35 millioner kroner fra sine cirka 15.000 gæster. Trumf Rejser, der ejes af busselskabet Jensen Turisttrafik, blev grundlagt i 1946 og er dermed et af Danmarks ældste privatejede rejsebureauer.



Trumf Rejser har på lørdag, 6. november, officielt åbent hus i Lyngby – mellem kl. 10-17.

Skrevet af