Store rejsekoncerner vil købe Århus Charter

Så sent som i fredags kom der et tilbud fra en stor international koncern, men endnu engang blev det til et nej fra Århus Charter.
”Det var mig, der havde koncernen i telefonen. Jeg sagde straks nej tak, men min lillesøster, som sad overfor, synes nu godt, at jeg kunne have forhørt mig nærmere om koncernens tilbud,” fortæller Ulla Stæt Andersen, der ejer Århus Charter sammen med sin søster Jette Rantala.

”Alt har vel sin pris, og kommer der en koncern med rigtig mange penge, ja, så kan det blive en mulighed for at sige ja til et salg. Men lige nu er det ikke aktuelt. Men jeg synes da godt, at storesøster kunne have forhørt sig lidt nærmere. Den mulige køber har kontaktet os en del gange de senere år. Og koncernen begrunder interessen med, at man gerne vil ekspandere i Danmark, og at Århus Charter nu – efter salget i den forgangne uge af rejsebureauet Falk Lauritsen til rejsekoncernen Kuoni – er den sidste mulighed,” siger Jette Rantala.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 28. august, 2007)

Skrevet af