Malmø Lufthavn er gået i offensiven i Danmark. Med et slagtilbud på en returbillet til Øresundsbroen og en uges parkering for 300 kr. forsøger den lille svenske lufthavn at tiltrække danske flyrejsende. Samtidig er lufthavnen ved at udvide busruten mellem Københavns Hovedbanegård og lufthavnen. Dermed gør Malmø Lufthavn et forsøg på at lancere sig selv som et lavprisalternativ til Københavns Lufthavn, både for passagerer og flyselskaber.
Charmeoffensiven kommer på tidspunkt, hvor forholdet mellem Københavns Lufthavn og en række flyselskaber er anspændt, da både SAS og Sterling truer med at flytte trafik væk fra Kastrup. Lufthavnschef i Malmø Lufthavn, Lennart Bjørk, lægger ikke skjul på, at han er meget interesseret i at overtage nogle af de 10-15 pct. af kapaciteten, som Sterling har meddelt skal flyttes fra Københavns Lufthavn. ”Vi er tilstrækkeligt ydmyge til at erkende, at vi ikke er en international lufthavn i klasse med København. Men vi kan nogle ting, som en stor lufthavn ikke kan. Blandt andet sikre at flyene kan vende hurtigt, og at check-in-tiderne er meget korte.” Samtidig slipper flyselskaberne for passagerafgiften og skal betale mindre i andre lufthavnsafgifter, hvis de benytter Malmø Lufthavn i stedet for Københavns Lufthavn.
(Politiken, 5/7)
Tagget med: Københavns Lufthavn Malmø Lufthavn SAS