Krakket rejsebureau atter på benene

Efter Øster Lindet Rejsers konkurs i september sidste år har der været flere forsøg på at puste liv i bureauet.



Og nu ser det ud til at være lykkedes. I hvert fald melder rejsebureauets nye adm. direktør, Ole Lilholt (foto), at Øster Lindet genåbner som rejsebureau sammen med Grand Prix Tours og EuroPas.



”Grand Prix Tours har været på benene siden december i fjor, mens Øster Lindet og EuroPas fik liv i deres hjemmeside i marts,” siger han til Take Off.



Det nye Øster Lindet har syv ansatte – den tidligere frontfigur, Ole Lilholts hustru, Kirsten Wichmann, er ikke mere adm. direktør, men nu salgsdirektør.



”Der har været arbejdet på højtryk for at genetablere forbindelser til samarbejdspartnere, størstedelen af de vigtigste gav positiv feedback. Det betyder et stort set uændret oplæg på de gamle rejsemål. Der er naturligvis stillet garanti til Rejsegarantifonden, så virksomheden har et robust grundlag,” siger Ole Lilholt og tilføjer:



”Vi har en god fornemmelse af, at det kan blive en rigtig god sæson for busrejser og kør-selv rejser – ikke mindst på campingpladser i Europa.”



Ole Lilholt forventer i år 10.000 gæster til de tre genrejste bureauer.



For to uger siden meddelte tidligere direktør for Club La Santa i Danmark, Jan Mikkelsen, at han nu er medejer af og direktør for busrejsebureauet Thinggaard Rejser, der tidligere var ejet af Øster Lindet Rejser.



Det nye Øster Lindet holder rejsegilde onsdag den 20. maj fra kl. 16-18 på Lindevej 1 i Øster Lindet.





HB






Skrevet af