KLM-selskab beklager uheldig markedsføring

Transavia er et formentlig glimrende hollandsk flyselskab, i dag ejet af KLM. Transavia fejrer i dag sin 40 års fødselsdag med tilbud om, at det kun i dag sælger over 5.000 enkeltbilletter på sin rute mellem København og Amsterdam.

Prisen, oplyste Transavia i pressemeddelelse, er 0,40 euro, altså ca. tre danske kroner.

Men i Transavias pressemeddelelse var prisen uden skatter og afgifter. Méd disse bliver prisen for en enkeltbillet 329 kr., oplyste Transavia til Take Off.



Booking kan kun ske i dag via selskabets hjemmeside. Rejseperioden blev i går oplyst som 9. oktober (altså for over en måned siden, red) og 31. december.



Transavia havde sidste år en omsætning på små 600 mio. euro, et overskud på 11 mio. euro, 1.500 ansatte, fem mio. passagerer og 31 fly.



”AT TÆNKE SIG” OM FLYSELSKABER

Apropos Transavias forglemmelse, så bragte Politikens satiriske bagside At Tænke Sig sidste år denne ”annonce” fra ”Easycheat” på grundlag af de mange ekstra gebyrer, nogle flyselskaber pålægger deres billetter:



Flyv til London for 25 øre tur/retur!

Køb billetten på www.easycheat.com



(til prisen skal lægges skatter og afgifter (286 kr.),

leje af flysæde og sikkerhedsbælte (2.230 kr.),

gebyr for instruktion i at tage redningsvesten på (598 kr.) og af (368 kr.),

afgift for toiletbesøg (1.298 kr.),

tillæg for vinterdæk på fly (478 kr.),

leje af ufatteligt krøllet blad i stolelommen foran sædet (98 kr.),

pant på drikkevarer (1 kr.),

bidrag til blomster til kaptajnens syge moster (1.550 kr.),

brækposebidrag (398 kr.) og

dankortgebyr (48 kr.))


Skrevet af