De dyreste flybilletter redder økonomien

BA 787-9 First SuitePriserne på de billigste flybilletter rasler ned, men rejsende på business og første klasse betaler mere for billetterne. Det sikrer indtjeningen i mange flyselskaber.

Lavprisselskabet Ryanair har måttet konstatere, at de gennemsnitlige billetpriser er faldet med mere end 10% og situationen er tilsvarende for economy billetter hos de fleste flyselskaber, men prisfaldet er ikke slået igennem på business class og første klasse, hvor de såkaldte premium kunder på nogle ruter betaler højere priser end for et år siden, viser tal fra IATA.

”Premium kunderne er en stødpude for flyselskabernes finansielle resultater. Billetpriserne har holdt niveauet bedre end på economy på mange af de vigtigste ruter i år”, konstaterer IATA ifølge finans.dk.

Til gengæld er andelen af rejsende på business class faldende. 5,2% af flypassagererne rejser på de dyre billetter, mens det sidste år var 5,5%.

Indtægterne fra business class udgør til gengæld en svagt stigende andel af omsætningen. Det gælder bl.a. de interkontinentale ruter, som udgør to tredjedele af premium trafikken.

Billetterne på business class og første klasse er 5-10 gange højere end de billigste bagest i flyet. IATA ser dog en tendens til, at faldet i billetpriser på økonomiklasse er ved at flade ud, fordi olieprisernes fald er bremset.