De ville da også være velkomne i Herning

boxenGRAND PRIX: Hernings borgmester er forståeligt skuffet, men når tre parter er med i et opløb, og kun en kan vinde, så bliver der to tabere. – Den rigtige afgørelse om værtsskabet af Melodi Grand Prix.

Der er ingen tvivl om, at Herning var langt fremme i kapløbet om at få værtsskabet. Blandt andet fordi byen har en multihal, som ikke findes andre steder i Danmark i dag. Der er næppe heller tvivl om, at der var stillet garantier i millionklassen fra byen.

Nu blev det den rigtige afgørelse – et meget spændende projekt i landets hovedstad. Alligevel kunne man godt få den første linje i generaldirektør Maria Rørbye Rønns udtalelse i pressemeddelelsen galt i halsen.

Hun indledte efter at have konstateret at København var foretrukket frem for Herning og Horsens: ”Vi har den målsætning, at alle de gæster, som kommer hertil, skal føle sig velkomne.”

Ville de da ikke have gjort det i Herning eller Horsens?

Borgmester Lars Krarup, der kender alt til at vinde og tabe fra ishockeybanen, sagde efter afgørelsen: ”Da vi gik med i udbud, var det selvfølgelig for at vinde. Men den sidste måned har vi godt kunnet mærke på de møder, vi har været med til, at det var svært for Danmarks Radio at komme uden om København. Da vi jo ikke ligger i København, havde vi nok set det komme.”

”Vi har hele tiden ment, at vi har et godt produkt, og derfor blev vi ved bordet, men nu ønsker jeg held og lykke med projektet i København,” slutter han.