Debat: Den rene virkelighed

Af Jens Zimmer Christensen, formand for HORESTA

 

Jeg læste med stor interesse Ejvind Olesens sommerkommentar tirsdag om den aktuelle tilstand i det danske hotel- og restauranterhverv.

 

Her opfordrer Ejvind Olesen de danske hoteller og restauranter til at spytte i næverne og gøre en ordentlig indsats for at vende den negative udvikling, beskrevet i HORESTAs netop offentliggjorte medlemsundersøgelse, som han i sit indlæg omtaler som ”den rene jammerdal”.

 

I HORESTA er vi optaget af at beskrive virkeligheden.

 

Vi er selvfølgelig kede af, hvis Ejvind Olesen ikke synes den er særlig sjov at høre om. Men vi kan desværre ikke ændre på virkeligheden. Hverken for Ejvind Olesen eller for de politikere, vi prøver at råbe op med vores beskrivelse af den.

 

Virkeligheden er nemlig den, at det danske turisterhverv halter gevaldigt bagefter i den stadig skærpede internationale konkurrence om både medarbejdere og gæster.

 

Det gør vi, fordi vi opererer inden for nogle politisk bestemte rammevilkår, der gang på gang sender os bagerst i køen på det globale marked. Men det betyder ikke, som Ejvind Olesen antyder, at branchen blot sidder på hænderne og venter på bedre tider.

 

I HORESTAs årlige normtalsanalyse har vi dokumenteret, hvordan hoteller og restauranter aktivt arbejder for at minimere omkostninger og optimere produkter for at kunne møde de krav, den globale virkelighed stiller.
Rundt omkring på danske hoteller har man brugt de gode år, mens der endnu var sorte tal på bundlinjen, til at investere og renovere. Det samme gælder landets kursus- og konferencecentre, hvor man har lagt store summer i produktudvikling, som i dag betyder, at Danmark er helt fremme på det internationale mødemarked.

 

Heller ikke på restauranterne, har man ligget på den lade side. Antallet af Michelin-stjerner har aldrig været større herhjemme, ligesom man i hele landet har gjort en stor indsats for at fremme ernæringsrigtige retter, der giver danske og udenlandske gæster nye alternativer til tidligere tiders pølser og pommes frites.

 

Sådan ser virkeligheden ud i det danske hotel- og restauranterhverv.

 

Samtidig står vi i en situation præget af stor nedgang i såvel omsætning som besøg. Og det hører med til virkeligheden. Ligesom det også hører med, at vi med ligestillede rammebetingelser er et erhverv, der for alvor kan bidrage til at få Danmark på fode igen.

 

Det er den virkelighed, vi håber politikerne snart opdager. Har vi lov at håbe, at Ejvind Olesen også gør det?

 

Læs Ejvind Olesens sommerkommentar her

 

Skrevet af