Debat: Forkert med askestøtte til flyselskaber

Af Ole Egholm, cand. merc.

 
Så er den gal igen, luftfarten, der i forvejen er yderst presset af en hård konkurrence, var været forhindret i at flyve en lille uges tid, og straks kommer det på bordet, at flyselskaberne skal kompenseres med skatteyderpenge, fordi der har været aske over Europa.

 

Der er ikke nogle, der i samme åndedrag synes, at vi skulle brandbeskatte tog,- biludlejning- færge- og busbranchen fordi de har haft kronede dage i samme periode. Godt for det.

 
Jeg kan ikke forstå, hvorfor skatteyderpenge skal finansiere flyselskaberne, uanset deres konkurrencesituation. At flybranchen i forvejen er meget hårdt presset, skyldes jo i særdeleshed, at der er alt for mange om udbuddet, hvoraf en alt for stor del af disse i forvejen er finansieret af delvist statseje og ønsket om at bevare (urentable) arbejdspladser.

 

At benytte skatteyderpenge til at holde de samme flyselskaber i live, som i forvejen ikke kan overleve, forekommer kun at gøre pinen længere. Og øge risikoen alvorligt for, at de kommer tilbage og ønsker mere statsstøtte for at kunne overleve næste gang. Samtidig med at de holder rentable flyselskaber nede og modarbejder, at entreprenante investorer vil gå ind i branchen med nye og spændende tiltag.

 
Der er endnu ingen, der i Danmark alvorligt foreslår, at rejsebureauerne skal have statsstøtte på grund af askeskyen. Foreløbige beregninger antyder ellers, at den har kostet danske rejsebureauer i størrelsesordenen 50-80 mio. kr. Men som Stig Elling så fint udtaler i TV2 News, så falder en askesky ind under det, han kalder en erhvervsrisiko, når man driver rejsebureau.

 
Jeg ser ingen grund til, at europæisk luftfart skal drives af skatteyderpenge. Flybranchen skal finansieres af kunderne. Europæisk luftfart skal vokse sig ud af statseje og ud af statslig kuvøsebehandling. Statsejede selskaber skal have lov at gå konkurs, hvis de ikke er dygtige nok, og politikere skal have rygrad nok til at tillade dette.

 
Den bedste støtte Danmark og EU derfor kan give europæisk luftfart på længere sigt, er rent faktisk ved IKKE at støtte den. Og dette hverken på grund af aske, finanskrise, kapitalmangel, dårlig drift eller pensionskasseforpligtelser, man måske ikke har fået regnet ordentligt på. Så kære politikere: Stop statsstøtten til luftfarten og lad den flyve sine egne veje. På den måde sikrer vi den sundeste luftfart i fremtiden.

 

 

Skrevet af Henrik Baumgarten