Debat: Norwegian bør købe SAS

Af Jens Veino (foto)

 

Det er altid smerteligt at høre om dårlige nyheder fra SAS. Vi har alle en god veneration overfor et engang beundringsværdigt selskab, som vi var temmelig stolte over. Sparerunderne har klart været nødvendige, men jeg ser ikke, at SAS i de seneste mange år har markedstilpasset sig markant og fremadrettet.

 

Her mener jeg koncept, ruteplaner og markedsføring. Jeg ser ikke Lufthansa som en køber, for i modsætning til deres andre opkøb er der ikke tale om et flyselskab, men om tre: SAS DK, SAS SE og SAS NO.

 

I øvrigt ser jeg heller ikke Lufthansa som en ønskværdig køber – medmindre man ønsker et SAS, der fungerer som feeder airline.

 

Den rigtige køber er Norwegian, som kender Skandinavien og som har vist en beundringsværdi markedsaggressivitet og dygtighed med hensyn til at tjene penge.

 

Norwegian og SAS slået sammen – med Norwegian ved styrepinden – kan blive et ufatteligt stærkt flyselskab – ikke bare på Skandinavien, men på sigt også internationalt. Og med Norwegians kommende langrutefly åbner der sig helt nye perspektiver.

Skrevet af redaktionen