Den bedste bevarede hemmelighed i SAS

Ejvind Olesen

FREDAGSKLUMME: Endelig kom der lidt skub i en af mest afgørende nyheder i SAS, når man ser væk fra selve redningsplanen. Dybest set er der mere spændende i et nyt joint-venture selskab med Singapore Airlines end endnu en rute til USA.

Af Ejvind Olesen  

Hvis man ikke følger rigtig godt med, ville man ikke ane, at flytrafikken mellem København og Singapore og videre til Sydøstasien og længere ude til Australien er blevet placeret i et nyt joint-venture selskab mellem SAS og Singapore Airlines.

Et joint venture, hvor man deler udgifter og indtægter og med andre ord blander blod og er hinandens varmeste allierede. Et selskab uden juridiske bindinger i normal forstand, men et selskab, som SAS kender så godt fra de mange år med Lufthansa, gældende for al trafik mellem Tyskland og Skandinavien. Et selskab med uanede muligheder, hvor SAS kunne få en højst interessant vinkel på sin interkontinentale trafik.

Og hvordan fejrer man så denne enestående begivenhed, som rummer så mange muligheder for at tage kampen op mod Mellemøstens selskaber og ivrige og dygtige Finnair?

Man tager sin lokale SAS-chef fra Singapore hjem og lader ham møde Singapore Airlines manager i Norden, og de to brave folk, giver hinanden hånden ved indgangen til et Singapore-fly – og det var så det! En kioskbasker blev det just ikke.

Jo da, om en måned udvider Singapore Airlines sine flyvninger til hele fem afgange om ugen. Det er sandelig noget, der rykker. Til sommer kommer Star Alliance medlem Thai Airways op på det dobbelte fra København til Bangkok, som SAS til den tid har forladt.

SAS personalet har brug for et kick i øjeblikket. Og det får de så lidt til april, når den nye rute starter til San Fransisco. Den rute bebudede fhv. koncernchef Jørgen Lindegaard, da vi for snart 13 år siden var på indvielsestur til Washington. Det er godt nok, men jeg vover den påstand, at der er mere perspektiv i samarbejde med Singapore Airlines (hvor SAS jo også kan komme til at flyve ruter, glem ikke det) end i endnu en selvstændig rute til USA.

Det er blot, som om SAS selv er holdt op med at tro på – eller kunne se mulighederne – inden det for alvor er begyndt. Hvis det er rigtigt, er det da fornuftigt – om end ikke forståeligt – at køre lav profil!

God Weekend!