Der skal turbo på turismen

Henrik Höhrmann.

Henrik Höhrmann.

DANSK TURISME: Arbejdet med at etablere det nye selskab Dansk Kyst- og Naturturisme skydes nu i gang, og den tidligere direktør i Legoland, Henrik Höhrmann, skal lede den midlertidige bestyrelse.

Med regeringens vækstplan for dansk turisme skal der turbo på væksten i kystturismen, og til det formål etableres et nyt tværregionalt udviklingsselskab, Dansk Kyst- og Naturturisme, og to partnerskaber for Vestkysten og Østersøområdet.

Selskabet skal være den førende aktør for udvikling af dansk kyst- og naturturisme, og den tidligere direktør i Legoland, Henrik Höhrmann, skal som formand for selskabets midlertidige bestyrelse stå i spidsen for dette etableringsarbejde.

Forventningerne til det nye selskab er store. Opgaverne for selskabet vil omfatte udvikling af projekter, etablering af de to partnerskaber, fundraising, videnopsamling og -formidling samt analyser af kyst- og naturturisme. Selskabet forventes at have samlet budget på 20 millioner kroner årligt de næste to år.

”Henrik er den rette til at samle parterne og sikre fokus på erhvervets interesser i selskabet og udviklingen af dansk turisme. Et stærkt selskab og stærke, lokalt forankrede partnerskaber for kystområderne er hinandens forudsætninger, når målet er vækst,” siger direktør for Feriehusudlejernes Brancheforening, Carlos Villaro Lassen.