Derfor røg DGI-huset ud af DGI

DGI-huset i Herning fjernes fra DGI’s faldende hotelportefølje. Det skyldes, oplyste kilde mandag til takeoff.dk, at også DGI-huset i Herning er registreret under ”Foreningen for DGI’s landscenter i København for idræt og kultur.” Samme ”forening” drev indtil 1. juli de tre ”eksterne” DGI-hoteller i København, hvor DGI er i store økonomiske problemer.

 

DGI’s bestyrelsesformand, Søren Møller oplyser til takeoff.dk, at Vingstedcentret i Vejle er selvejende institution kontrolleret af DGI, der udpeger over halvdelen af centrets bestyrelsesmedlemmer.
DGI er forkortelse for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger.

 
Ændringen kommer efter DGI-byen i København kom i økonomisk uføre, bl.a. som følge af tab på tre hoteller uden for DGI-byen. DGI-byen, en af Københavns mellemstore hotelgrupper, har gæld på 500 mio. kr. og bad sidste måned skifteretten om rekonstruktion.

 

DGI har meddelt ejerne af de tre københavnske hotelbygninger – Astoria, Hotel Centrum samt vandrehjemmet Copenhagen Hostel med 1.200 sengepladser – at DGI pr. 1. juli fratrådte som forpagter.
Ejerne af hotelbygningerne har gjort millionkrav gældende overfor DGI for at opsige lejekontrakterne. Skifteretten vil tage stilling til disse krav mod DGI.

 

”Vi kan ikke tjene på hoteldrift. Derfor vores begæring til skifteretten – ellers var hele DGI-byen gået konkurs,” sagde Søren Møller forleden til takeoff.dk

 
Foreløbig har ejeren af Astoria-bygningen lavet ny managementaftale med lavpriskæden Zleep Hotels. Der er endnu ingen meldinger om fremtiden for DGI-byens to andre ”eksterne” hoteller, Copenhagen Hostel og Hotel Centrum. Det forventes, at Copenhagen Hostel drives videre af bygningens ejer. Ejeren af Hotel Centrum – CPM Asset Management – besvarede mandag ikke takeoff.dks henvendelse.

 
Søren Møller siger, at DGI vil drive DGI-bygningen samt det forpagtede – og angiveligt underskudsgivende – udstillingscenter Øksnehallen. DGI-byen rummer udover hotel med 104 værelser også et, siges det, tabsgivende konferencecenter samt Vandkulturhuset.

 

 

Skrevet af Henrik Baumgarten