Destination Himmerland uddeler igen i år priser til lokale ildsjæle og turistaktører. Nu har man fundet de nominerede, som er i spil til priserne.
Destination Himmerland ønsker at hylde foreninger, virksomheder og personer, som gør en særlig indsats for turismen inden for destinationsselskabets kommunegrænser.
Derfor uddeler destinationen Himmerlandspriserne, og nu er finalisterne til årets priser fundet. De er nu en del af en afstemning, hvor de endelige vindere findes, oplyser Destination Himmerland i en pressemeddelelse.
Det er fjerde år i træk, at Destination Himmerland uddeler priserne, og man uddeler i alt to priser – Årets Ildsjæl 2025 og Årets Turismeindsats 2025 – og mens konkurrencen efter sigende skulle have været hård, så har man fundet tre finalister i hver kategori.
“Vi er så glade for igen at kunne præsentere et stærkt og inspirerende felt af finalister. Det er mennesker, foreninger, turismeaktører og virksomheder, der virkelig brænder for Himmerland – de skaber oplevelser, fællesskab og udvikling, som hele destinationen nyder godt af,” siger Johanne Bugge, destinationsdirektør ved Destination Himmerland, og fortsætter:
“At se så mange engagerede ildsjæle og dedikerede turismeaktører er både motiverende og opløftende. Vi kan næsten ikke vente med at finde frem til vinderne sammen med lokalsamfundet.”
Finder vinderne til nytårskur
Destination Himmerland oplyser, at vinderne af priserne findes til destinationsselskabets årlige nytårskur, som bliver afholdt den 19. januar hos Hotel BramslevGaard ved Bramslev Bakker nær Hobro.
Nytårskuren er for Destination Himmerlands partnere, samarbejdspartnere og aktører, som i år blandt andet kan se frem til oplæg af Claus Meyer, den kendte kok og entreprenør. Han vil fortælle om, hvordan stærke fællesskaber skaber nye oplevelser.
Hylder personer og virksomheder
Når det gælder prisen Årets Ildsjæl, vil Destination Himmerland hylde en person, som har gjort en forskel for turismen i Himmerland i løbet af 2025.
Her leder man efter de personer i destinationen, som er gået forrest, har skabt sammenhold og spredt energi og glæde i lokalområdet eller hele Himmerland, og her har man som nævnt fundet tre kandidater.
Det drejer sig om Jimmi Støttrup Jensen (V), byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune, Lone Kalstrup, som sidder i en række bestyrelsesposter i Himmerland, og Lisbeth Søndergaard, som er lokal ildsjæl i Øster Hurup.
Når det gælder prisen Årets Turismeindsats, har Destination Himmerland været på udkig blandt virksomheder og foreninger, events og arrangementer, som har sat et tydeligt aftryk på turismen i Himmerland i 2025. Her er de nominerede Event Øster Hurup, Busgruppen ved Limfjordsmuseet og Cittaslow Mariager.
Relaterede artikler:
Mødtes om fremtidens gæsteservice

STANDBY.DK Nyt om rejser


