Det blev pengene brugt til

Når Diners Club indbetalte ca. 400.000 kr. årligt i ”markedsføringsbidrag” til den hemmelige konto i Forsvaret, blev nogle af pengene brugt til at betale 22 særlige guldkort til topchefer i Forsvaret.
Den primære fordel ved de særlige Signa-kort var, at de gav lounge-adgang i lufthavne.
”Det var lounge-adgang disse kort drejede sig om,” fortalte den anklagede tidligere chef for Forsvaret under retsmødet onsdag.
Oprindeligt havde Forsvaret en aftale med SAS, hvorefter man fik guldkort til SAS. Men da SKI, Statens & Kommunernes Indkøbsservice, overtog de direkte forhandlinger med leverandører i rejsebranchen, blev disse kort afskaffet.
I stedet købte Forsvaret så de 22 Signa-kort til 2.500 kr. om året.
Samlet er den tidligere chef for indkøb af rejseydelser i Forsvaret – og hans tidligere souschef – anklaget for mandatsvig. Der bl.a. sket ved at der fra 2006-2009, hvor sagen blev opdaget, angiveligt er brugt 722.888,82 kr. fra den særlige ”markedsføringskonto.”
Pengene er angiveligt brugt på tre hovedgrupper, de fleste ved at tage ansatte i Forsvarets rejsekontor på studierejser til bl.a. Florida og Dubai, hvor de ansatte troede, at rejsen var sanktioneret af Forsvaret; men også private rejser med chefens nye hustru til hendes hjemland, Thailand, samt gæster i forbindelse med deres bryllup plus at dække afgifter, når Forsvaret aflyste flyrejser.
Blandt punkterne om misbrug af de offentlige penge, er bl.a. at chefen købte business class-billet til rejse til fagmessen Pow Wow i Las Vegas – og at han bl.a. brugte penge fra den hemmelige konto til dels at betale for at hans souschef havde udlejningsbil til en ferie i Europa, ligesom kontoen også finansierede rejse for souschef og dennes hustru til Thailand, sidstnævnte til en værdi af 31.000 kr.
Undrede det dig ikke, at Staten gav sådanne frynsegoder med gratis udlejningsbil og jeres rejse til Thailand,” spurgte sagens anklager, politimester Niels Pallesen.
Jeg tænkte ikke nærmere over det, jeg så det som en påskønnelse fra min chef – og vidste ikke, hvad beløbet konkret var, eftersom jeg ikke så nogen faktura,” svarede den tidligere souschef.
Han betegnede ikke de to ture for afdelingens ansatte som studieture, men kaldte dem ”ryste-sammen ture.”
De to er bl.a. anklaget for mandatsvig – de er beskyttet af navneforbud, indtil der falder dom i sagen. 

Skrevet af Henrik Baumgarten