Det flyver klart bedre for SAS’ langruter

2019/08/defaultmain.jpgFLYSELSKABER: Mens SAS i juli sidste år aflyste over 20 langruteflyvninger, var tallet for samme måned i år blot otte. Medvirkende til forbedringen er et indlejet reservefly, der flyver et par ture om ugen.

”Der er ingen tvivl om, at vores indlejede Boeing 767 har været med til at sikre den meget bedre trafikstatistik på vores langruter i juli i år,” siger SAS’ pressechef i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, til standby.dk

Mens juli sidste år var et mareridt med over 20 aflysninger på selskabets langruter, blev tallet i sidste måned bragt ned til otte aflysninger.

SAS har lejet B767’eren med besætning fra amerikanske Omni Air International. Det har indtil lejekontrakten udløber base i Københavns Lufthavn, SAS’ største for langruter. SAS flyver på månedsplan over  600 hundrede langruteflyvninger fra København, Stockholm og Oslo.

”Omni-flyet flyver i snit et par gange om ugen,” siger Trine Kromann-Mikkelsen.

SAS har i dag 11 Airbus-langrutefly, fire A330 og syv A340 og betjener med disse tre destinationer i Asien (Beijing, Shanghai og Tokyo) og fire i USA (Chicago, New York, San Francisco og Washington D.C.) 30 pct. af SAS’ passagerer flyver på selskabets langruter.

I juni i år bestilte SAS 12 nye Airbus-fly til sine langruter, fire af den nyeste version af Airbus A330 Enhanced og otte Airbus A350-900 XWB.