DRF sortlister løgnagtige rejsebureauer

Det skal være et tegn på kvalitet og troværdighed at være medlem af Danmarks Rejsebureau Forening. Det ved de fleste rejsebureauer og hovedparten af de seriøse er også ombord. Men nogle mere eller mindre tvivlsomme bruger bl.a. DRF’s logo i markedsføring, uden at være medlem. Og disse kommer efter sommerferien i en offentlig gabestok.



DRF formulerer det mere diplomatisk i sit nyhedsbrev: ”En række ikke-medlemmer henviser til DRF samt DRF og Forbrugerrådet almindelige betingelser for pakkerejser. DRF ønsker ikke at blive associeret med rejsebureauer, der ikke er medlem af DRF.”



DRF opfordrer sine medlemmer til at indberette ikke-medlemmers brug af DRF’s betingelser eller brug af DRF’s navn, og skriver videre:



”DRF har skrevet til de ikke-medlemmer, der henviser til DRF eller/og vores betingelser og gjort opmærksom på, at DRF ikke ønsker at blive associeret med det pågældende rejsebureau. Rejsebureauerne har fået en frist til at fjerne enhver forbindelse til DRF på deres hjemmesider eller i andet markedsføringsmateriale.”



Fjerner de ikke DRF’s navn inden den fastsatte frist, vil DRF’s hjemmeside efter ferien oprette en side med ”sortlistede” rejsebureauer, der udnytter DRF’s goodwill uden at være medlem.



DRF ØNSKER MERE MARKEDSFØRING AF SIT LOGO

DRF’s logo skal i øvrigt være mere synligt – markedsført af DRF og medlemmerne. Men DRF’s medlemmer er ikke skrappe til at have DRF-logoet og linke til DRF på deres hjemmesider. I dag bruger under en snes medlemmer DRF-logoet på deres hjemmesider.

Skrevet af