Kunder har stadig tiltro til SAS

Ifølge Danmarks Rejsebureau Forening er kundernes reaktioner minimale oven på de seneste ugers opmærksomhed om SAS’ Dash-8 Q400-fly.

To uger efter nødlandingen i Aalborg har direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, endnu ikke hørt, at rejsebureauernes kunder har stillet spørgsmål til flysikkerheden.
”Den diskussion bliver først aktuel, når Dash-8 Q400 igen skal i luften,” siger Lars Thykier.
Han mener, at kundernes tryghed ved SAS skyldes, at selskabet har været gode til hurtigt at slå fast, at ansvaret ligger hos producenten og ikke hos SAS selv.

Hos SAS siger pressechef Jens Langergaard, at der ikke er sket nogen ændring i antallet af bookninger efter de sidste par ugers hændelser. Dog er der sket et fald i billetsalget på grund af de mange aflyste flyvninger, som tidligere blev fløjet med Dash-8 Q400.

Fra de første aflysninger 12. september og frem til på søndag har SAS aflyst i alt 1.142 flyvninger. Og SAS vil nu diskutere erstatning med Bombardier, der har bygget de omstridte Dash 8 Q400-fly, som nødlandede i Aalborg, Vilnius og München.
”Vi tager os først og fremmest af passagererne og besætningerne, som var om bord i Vilnius og Aalborg. Når det er på plads, indleder vi et samarbejde med Bombardier om erstatning. Hvor meget det handler om, kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,” siger SAS’ danske vicekoncernchef John Dueholm.

(Politiken, d. 25. september 2007)

Skrevet af