DFDS stiller kasino nr. to i bero

Vi har lagt vægt på andre behov, siger Carsten Rojgaard.

Det har ikke været den store gevinst for DFDS at have kasino om bord på Pearl, og derfor blev der ikke plads ved ombygningen af Crown, som til gengæld har fået en fødevareafdeling og nedlagt biografen.

DFDS har igen sine to Oslobåde i funktion efter at Crown Seaways er kommet tilbage fra værft og en ansigtsløftning til to-cifret millionbeløb. I nogen tid har rederiet overvejet, om man skulle indrette kasino om bord ligesom på Pearl, men det er endt med at blive udskudt på ubestemt tid.

Den afgørelse har Country Manager Carsten Rojgaard ikke bemærkninger til, men tidligere har DFDS- ledelsen oplyst, at man er tilfreds med kasinoet om bord Pearl Seaways, men ikke lagt skjul på, at indkøringen har taget længere tid en beregnet. Eksemplet har i hvert fald ikke tilskyndet til at søsætte endnu et kasino, som det egentlig var planen, da den første havde premiere.

”Vi har lagt vægt på andre behov netop nu,” fortæller Carsten Rojgaard.

I den tidligere biograf er der indrettet en fødevareafdeling, ikke mindst af hensyn til nordmændene. Ikke et ord om ost og agurker i den forbindelse.

”I passagerområdet er Columbus bar blevet moderniseret, ligesom Heaven 11 har fået helt nyt interiør og nyt navn til SkyClub. Også konferenceafdelingen har fået en omgang, der er bl.a. indrettet et nyt stort lokale. Endelig er det blevet synligt over hele skibet, at der er sket en opgradering. Således med 3.600 kvadratmeter nyt gulvtæppe.”

Herefter er DFDS klar til det store rykind af danske vintersportsturister i februar, mens nordmændene tager den anden vej for en sviptur og indkøbsrejse til København.