Arkivfoto fra HORESTA’s årsdag i Øksnehallen: Henrik Baumgarten.

Digitalisering til debat under årsdag

Torsdag holder HORESTA årsdag. Ud over fremtrædende talere på listen er der også paneldebat om den digitale udvikling i branchen, som man håber kan vække genklang.

Torsdag den 30. oktober holder HORESTA årsdag i Øksnehallen, og ud over taler fra både turismens minister Morten Dahlin (V) og USA’s forhenværende ambassadør til Danmark, Rufus Gifford, så er det også en dag i debattens tegn.

Konkret holder HORESTA en paneldebat om digitalisering, fordi digitale løsninger som kunstig intelligens og data flytter måden, man driver restaurant på i disse dage.

Det ses, når restauranterne laver deres vagtplaner, og det gælder kapacitetsstyring til nye måder at forstå gæsternes adfærd og forbedre den samlede oplevelse på, skriver HORESTA i en pressemeddelelse.

Trækker det ned på gulvet
Det store spørgsmål i paneldebatten er ifølge HORESTA, hvor langt branchen egentlig er kommet med den digitale udvikling, og hvad det næste store spring bliver.

Panelet, som forsøger at komme et svar nærmere, består af Bjarke Just Nielsen, ejer og administrerende direktør i Norrlyst Koncernen, Sandra Marquardsen, administrerende direktør og partner i DiningSix, og Kristoffer Gleberg, driftsdirektør i Madklubben.

HORESTA’s administrerende direktør, Jeppe Møller-Herskind, fortæller, at debatten gerne skulle afspejle, hvad branchen faktisk kan genkende ude i virkeligheden.

“Det bliver en meget driftsnær paneldebat, som giver et indblik i, hvor branchen står i dag, og hvad fremtiden rummer af muligheder. Jeg er sikker på, at de tre kæders erfaringer med digital udvikling og deres do’s and don’ts vil være værdifuld inspiration til branchens medlemmer,” siger han.

De tre ledere deler erfaringer med, hvordan data og teknologi allerede i dag skaber nye forretningsmuligheder. Samtidig diskuteres de barrierer og valg, der kan komme til at forme fremtidens restaurantoplevelse, oplyser HORESTA.

Kendte navne på talerlisten
Ud over paneldebatten samt Morten Dahlin og Rufus Gifford indeholder programmet også oplæg fra den fremtrædende foredragsholder Rasmus Ankersen.

På listen af talere er også fremtidsforsker Dasha Krivonos, som er administrerende direktør for tænketanken Copenhagen Institute for Futures Studies. Moderator på dagen er TV-vært og hotelindehaver Lene Beier.

Der vil som tidligere år også blive holdt en middag, det såkaldte HORESTA After Hours, hvor der er mulighed for at lære branchefolk bedre at kende.

 

Relaterede artikler:

Turismens minister sparker årsdag i gang

Rasmus Ankersen holder foredrag ved årsdag

Stjerneambassadør taler til HORESTAs årsmøde