Direktør forlader stort rejsebureau (opdateret)

Kim Snejbjerg Jensen (foto) stopper som adm. direktør for århusianske Check Point Travel med udgangen af måneden. Han tiltrådte i april sidste år efter nogle år som ansvarlig for ejeren, DTF Travels, forretningsudvikling
 
Check Point Travel ejes af DTF travel i Hjørring. Herfra siger koncerndirektør, Henrik Jørgensen, til Take Off, at han formelt bliver ny adm. direktør for Check Point, mens Ulla Bruun Hansen, hentet hos FDM Travel, er ny daglig leder med titel af bureauchef.
 
”Kim har selv sagt op, han havde en bunden opgave om at få system i tingene. Det er lykkedes – nu skal andre kræfter vækste salget,” siger Henrik Jørgensen. Han bekræfter, at flere ansatte er stoppet hos Check Point under Kim Snejbjergs ledelse, bureauet har nu 25 ansatte – ti færre end da DTF købte det i 2007.

 

Til Take Off siger Kim Snejbjerg Jensen, at han har opsagt sit job uden at have et nyt. ”Nu vil jeg bruge sommerferien på at tænke over fremtiden og forhåbentlig vende tilbage til et job, hvor jeg kan bruge mine spidskompetencer,” siger han og tilføjer:

 

”Jeg har løst opgaven i Check Point Travel for min koncern, opgaven var, at få styr på virksomhedens økonomi. Det er rigtigt at hovedparten af lederne og mellemledere er opsagt, vi har slanket økonomifunktionen og er kommet af med mange af bureauets elever. Ændringerne har medført, at nogle af sælgerne har opsagt deres job – men Check Point Travels salgsteam er i dag stærkere og bedre end nogensinde.”

”En anden grund til, at jeg har opsagt mit job er også hensynet til min familie. Jeg bor en times kørsel fra arbejdspladsen og har arbejdet lange dage det seneste år hos Check Point, det ville jeg ikke blive ved med. Også derfor besluttede jeg at stoppe.”

 

I går sagde DTF’s koncerndirektør, Henrik Jørgensen, til Take Off:
”Nedgangen i antallet af ansatte hos Check Point skyldes bl.a., at Kim har fået bureauet til at arbejde mere effektivt med færre hænder ligesom der er kommet andre typer medarbejdere ind på flere poster samt at rejsebureauet har fået ny struktur. Og direktørskiftet sker fuldstændig udramatisk, det har altid været planen at vi efter de nu gennemførte ændringer skulle have en mere salgsminded person i direktionen.”

 

Med en omsætning sidste år på over 160 mio. kr. var Check Point landets syvende største rejsebureau på oversøiske ferierejser. DTF travel købte i 2007 Check Point, dets online rejsebureau NemRejse.dk samt dets erhvervsrejsebureau, Mastertravel, i Randers. DTF har en årsomsætning på lidt over en halv milliard kr.
Check Point har endnu ikke afleveret sit regnskab for sidste år – i 2008 fik det et underskud på fire mio. kr.
 
DTF-koncernen tæller udover Check Point, også Best Travel i Aalborg samt FeriDe i München. Mens gruppen for et år siden havde 170 ansatte, er tallet i dag 150. DTF forventer i år en koncernomsætning på lidt over en halv milliard kr.

Skrevet af Henrik Baumgarten