Dobbeltdækker til Københavns Lufthavn

A380-Emirates-800x448Fra 1. december begynder Emirates at flyve dagligt på Københavns Lufthavn med Airbus A380. Versionen, der indsættes på den daglige rute fra Dubai, får plads til 615 passagerer på economy og business class.

Emirates, der har fløjet til Københavns Lufthavn siden august 2011, havde i forvejen det fly i København med flest passagersæder, nemlig Boeing B777-300 ER med plads til 428 rejsende på to klasser. Med A380 i Københavns Lufthavn stiger Emirates sædeudbud til og fra København således med 43%.

”Vi har i et lille års tid haft dialog med Københavns Lufthavn om at bringe vores A380 til lufthavnen, det er ikke bare en flytype man dukker uanmeldt op med,” sagde Tim Clark.

Emirates er verdens største operatør af Airbus A380 og har foreløbig 58 af typen, men i alt har bestilt 140 eksemplarer.

Sir Tim Clark besøger København, da han senere torsdag skal tale ved Copenhagen Summits-sammenkomsten i Bella Center. Her kommer bl.a. også EU-kommissær Margrethe Vestager med et indlæg.

Emirates startede på København i august 2011 med en Airbus A330-200 med plads til 237 passagerer, men har de seneste år brugt selskabets næststørste flytype, Boeing B777-300 ER (Extended Range) på den daglige rute.

En af Emirates to konkurrenter fra Den persiske Gulf, Qatar Airways, indsatte fra februar i år yderligere fire fly om ugen på sin Boeing B787-Dreamlinerrute fra Doha til København, så selskabet nu, foreløbig, har 11 fly om ugen i København. Trods forøgelsen er der fortsat næsten fyldte fly på alle Qatar Airways’ afgange, lyder meldingen.

Ud over København flyver Emirates dagligt fra Dubai til Stockholm og Oslo i Skandinavien.