Carsten Elsted blev 76 år. (Arkivfoto)

Dødsfald: Tidligere bladejer Carsten Elsted

Tidligere redaktør og udgiver af STAND BY, Carsten Elsted, er død i en alder af 76 år. Udover rejsebranchemediet opbyggede han en af landets største og bedst indtjenende gruppe af lokal- og ugeaviser.

Da Carsten Elsted overtog branchebladet STAND BY i 1994, erhvervede han rettighederne til et konkursramt, dansk rejsebrancheblad på en auktion i Sø- og Handelsretten. Den tidligere udgiver havde givet op efter 12 års stræben.

Da han syv år senere solgte STAND BY videre, var mediet det suverænt største i Norden, og internationalt anerkendt på linje med lignende fagblade om rejse- og turistbranchen i Tyskland og England. Månedsoplaget havde passeret 20.000, og bladet udkom regelmæssigt som et kukur på alle de skandinaviske sprog. Den største driftsmæssige udfordring var at holde annoncemængden under de 50 procent, som dengang var den formelle forskel på et redaktionelt trykt medie og en reklameavis.

Carsten Elsted omdefinerede samtidig STAND BY’s journalistiske profil til dybdeborende, saglige og trendsættende artikler om den skandinaviske rejsebranche.

De tiltag, der gjorde STAND BY førende, blev alle udviklet af Carsten Elsted, og det første branchemedie på nettet var – selvfølgelig – standby.dk. Og Danish Travel Awards blev også skabt af Carsten Elsted.

Man kunne tro, at STAND BY var Carsten Elsteds karrieremæssige livsværk. Det var det ikke.

Før han overtog STAND BY havde Carsten Elsted brugt 15 år på, med sin daværende partner, Poul Henriksen, at opbygge en af landets største og bedst indtjenende gruppe af lokal- og ugeaviser under fællesbetegnelsen ”Sydkysten”. Bladgruppen nåede til sidst en størrelse, så den blev en kommerciel lækkerbisken for det regionale dagblad, Sjællandske Dagblade, som købte Elsteds og Henriksens ugeaviser.

Som for andre ejerledere var det også for Carsten Elsted en svær proces at sælge sin forretning videre. Så der gik kun kort tid fra han solgte STAND BY i 2001, til han igen var på banen som bladudgiver, nu med den baltiske pendant, BALTIC Stand By. Også dette blad solgte han, efter at have opbygget forretningen i Baltikum, videre til sit gamle STAND BY.

Carsten Elsted, der efterlader to børn og fire børnebørn, blev 76 år og døde den 10. juni på Sankt Lukas Hospice i Hellerup. Bisættelsen finder sted den 15. juli klokken 13 i Grene Kirke i Billund.

Æret være Carsten Elsteds minde.