Jørn Mikkelsen bisættes på lørdag klokken 11 fra Struer Kirke.

Dødsfald i den danske rejsebranche

Jørn Mikkelsen, billetchef i Holstebro RejseCenter, er afgået ved døden i en alder af kun 62 år.

Af Peter Kjærgaard, administrerende direktør, Holstebro RejseCenter

Meget tidligt mandag morgen fik Jørn Mikkelsen en akut blodprop i hjertet. På trods af fru Jyttes lynhurtige reaktion med hjertemassage og meget hurtig ankomst af såvel lægeambulance som redningshelikopter stod Jørns liv ikke til at redde.

Jørn indledte karrieren i rejsebranchen i midtfirserne hos Benn’s Rejser i Holstebro efter en årrække hos DSB og blev i 1999 ansat som billetchef i Holstebro RejseCenter. Her har Jørn været en dygtig og skattet medarbejder og en meget afholdt kollega både i bureauet men også hos vores mange samarbejdspartnere.

Jørns alt for tidlige bortgang er til stor sorg, smerte og savn hos os alle i Holstebro RejseCenter, men naturligvis er sorgen størst hos familien, fru Jytte, deres to drenge, Morten og Jimmy, deres kærester Carina og Kathrine og børnebørne Fia og Nohr, som fyldte Jørns sidste tid med glæde og stolthed.

Jørn blev kun 62 år. Han bisættes på lørdag, den 10. februar, klokken 11.00 fra Struer Kirke.

Med Jørns alt for tidlige død, har jeg ikke kun mistet en fantastisk medarbejder, men også en god og gammel ven.

Æret være Jørns minde.

Peter Kjærgaard