Dødsfald i den danske rejsebranche (opdateret)

Annette Sørensen.

PEOPLE: Kendt personlighed i den danske rejsebranche, der bl.a. har været hos DFDS og været turistchef, er død. Annette Sørensen begraves på torsdag, 17. august, kl. 12 fra Filips Kirke på Amager. 

Af Vibeke Spangsberg

”Annette Sørensen, der tidligere var chef for Færøernes Turistråd i Danmark, døde torsdag i sidste uge.

Dermed har vi mistet et kendt, dynamisk og elsket ansigt i rejsebranchen. Færøernes tidligere turistchef, Annette Sørensen, sov nemlig stille ind torsdag 10. august efter længere tids alvorlig kræftsygdom. Hun er allerede stærkt savnet af venner, kæreste, familie og tidligere kollegaer.

Annette Sørensen viste fra sin ungdom, at hun var gjort af et helt særligt stof. Hun skulle have været i almindelig kontorlære hos flyttefirmaet Adam på Frederiksberg, men ved en fejltagelse fik hun en forkert kontrakt (forbeholdt mænd) som speditørelev og blev hermed den første, danske, kvindelige speditørelev. For selv om firmaet prøvede at få hende til at bytte sin nye kontrakt ud med en kontrakt som almindelig kontorelev, insisterede Annette på at blive speditør. Det blev hun så med succes i lårkort og højhælede sko.

Siden gik hun ind i rejsebranchen, hvor hun bl.a. arbejdede for DFDS og i den forbindelse ved et tilfælde ’opfandt’ Trysil som danske turisters nye skisportssted. Hun skulle have været videre til Sverige for at se på et skisportsområde der, men på vejen fra Oslobåden passerede hun Trysil og fandt ud af, at det var et perfekt sted for dansk vinterferie.

I 1998 blev Annette Sørensen turistchef for Færøernes Turistråd i Danmark efter at have arbejde for Færøerne i to år, hvor hun havde hele Skandinavien som sit ansvarsområde. Her formåede hun at få adskillige tour-operatører i Skandinavien til at producere pakkerejser til Færøerne og synliggøre Færøerne i deres programmer. Det var første gang, at så mange skandinaviske tour-operatører markedsførte Færøerne

Som turistchef rejste hun land og rige rundt for at tale med rejsebureauer og holde foredrag, ligesom hun stiftede Club Føroyar for journalister og rejsefolk, og arrangerede mange presseture. Og som en nyskabelse var hun idémager og primusmotor i afholdelsen af Nordatlantiske Dage på Bryggen med bl.a. mode- og kajakopvisning og smagsprøver på nordatlantisk mad.

Annette Sørensen satte også på den måde Færøerne overbevisende på danskernes landkort, indtil det nuværende VisitFaraoeIslands i 2010 nedlagde kontoret i København som led i en sparerunde.

Ved siden af sit arbejde var Annette Sørensen i en årrække formand for Antor i Danmark, foreningen for udenlandske turistkontorer.

Og hvad kun de nærmeste ved, så var hun en forrygende kok, der elskede at nærlæse kogebøger, og hun kunne bruge dage på at planlægge og forberede en fem-retters menu med de rigtige vine.

Annette var kreativ og flittig som de færreste og fantastisk hjælpsom over venner og kollegaer. Et generøst og unikt menneske har sagt farvel”.​